Manchester United deler i skrivende stund førstepladsen i Premier League med ærkerivalerne fra Liverpool, og kan, med en sejr over både Burnley og netop Liverpool i de kommende to ligakampe, lægge sig i spidsen af ligaen med god luft ned til nærmeste forfølger. Det er næsten ikke til at tro, men lad os nu gøre det alligevel.
Vi indtager en delt førsteplads i Premier League ved årsskiftet. Hvornår har man sidst kunne sige den sætning uden at lyve for sig selv i en forestilling om, hvad Manchester United burde være? Langtid siden. Så langtid siden, at jeg ikke kan mindes det. Og det vil jeg ikke som sådan bebrejde mig selv for. For det er godt og vel 2,5 år siden, at United sidst kunne kalde sig det førende hold i Premier League, og endnu længere skal man tilbage for at finde et tidspunkt, hvor Manchester United fans har kunne lade året gå på hæld velvidende, at deres hold lå nummer ét.
Tilbage på sporet
Vi er godt i gang med ottende sæson i perioden, som ofte i United-kredse refereres til som ’post-Ferguson’. En tid, som har kunne gøre selv den største jubeloptimist depressiv, og som langsomt har kvalt alt, hvad der hed dominans og i det hele taget positive vinde i og omkring United. Det lyder utrolig dunkelt, det er jeg klar over. Men det er præcis de følelser, jeg sidder med, når jeg tænker tilbage på en tid, hvor vi ikke har kunne præstere bedre end én sølle FA-Cup titel i 2016, et Europa League trofæ i 2017 og en andenplads i Premier League i 2018, hvor vi stadig ikke var i nærheden af titlen, og Mourinho var ved at køre klubben fuldstændig i sænk.
Men pt er situationen en helt anden. Jovist, vi blev tyret direkte tilbage i Europa League fra Champions League gruppespillet efter pinlige præstationer i Istanbul og Leipzig, og vi tabte for nyligt igen, igen en semifinale. Men præstationerne i ligaen er stabile – faktisk mere end stabile. At ligge á point med de røde scousere ud for det store prestigefyldte ét-tal i toppen af tabellen er jo ikke ligefrem hverdagskost. Og ja, det vidner også om en Premier League sæson, hvor stort set ingen hold er til at regne med, og titlen nok er billigt til salg. Men det vidner i mine øjne også om et United-hold, som i år kan bide skeer med ligaens helt store kanoner, og at Bruno Fernandes og co. måske har knækket koden til den stabilitet, som længe har været succes-opskriftens manglende ingrediens i Manchester United.
United-trøjen og ja-hatten på, tak
Men alligevel er det min fornemmelse – og det her bygger jeg udelukkende på egen læsning og observationer – at fanbasen stadig har et større fokus på risen fremfor rosen. En ærgerlig tendens, når vi endelig er inde i en periode, hvor jeg synes, de positive takter er nemmere at få øje på end kritikpunkterne. Det er jo præcis disse tider, vi United fans har hungret efter i, hvad der føles som uendeligheder. Vi er, som det står lige nu, ligaens mest formstærke hold, vi har en af ligaens bedste spillere, som nærmest slår rekorder hver gang, han træder ind på grønsværen, vi spiller til tider sprudlende fodbold, og når vi ikke gør, så vinder vi alligevel. Det er, hvad jeg – uden at jinxe noget som helst – vil kalde for mesterskabs tendenser. Jeg æder det virkelig råt. Lapper det i mig, som var det en kold Guinness på en engelsk pub. For hvad er meningen med at være negativ, kritisk og skuffet, hvis ikke man kan trække den røde trøje over hovedet og nyde de gode tider, når de endelig er her? Hvis ikke det, der ligner et titelræs mellem os og vores to ærkerivaler fra City og Liverpool, kan få os op ad sæderne og skråle med på ”It’s coming home”, så er der vel ikke rigtig noget, der kan?
Pessimisterne, som selvfølgelig også læser med derude, vil sige, at det er at tage glæderne på forskud, og at vi om bare en håndfuld runder igen kan risikere at snakke om #OleOut. For sådan har tendensen jo været med Ole Gunnar Solskjærs Manchester United. Vi er blevet skuffet gang på gang efter gode perioder som den, vi er i nu. Men det er en del af magien ved fodbold. Den kan få os ud i nogle af de alleryderste afkroge af følelsesregistret, og de kan ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Det kan være brutalt, men også fantastisk. Så lad os nu turde at tro. Turde at hoppe med på følelsesbølgen og at lade os opsluge af de kontinuerligt gode præstationer, som Ole Gunnars tropper serverer for os weekend efter weekend pt – om end det så kun varer et par uger.
.
