Blog: Less is more

Af Jonas Helmy

Lad det bare være sagt med det samme. Jeg var på nippet til at lave hovedspring fra femte sal i ren frustration over det netop afsluttede transfervindue, som på mange måder kiksede for Manchester United – men har vi grund til at være bekymrede af den grund? Efter stormen har lagt sig, rygtebørsen er gået i vinterhi, og vi for alvor kan komme i gang med det fodbold handler om, så synes jeg rent faktisk, at der kan trækkes flere positiver fra transferfarcen.

Jeg har hele tiden været af den overbevisning, at årets vigtigste transfer allerede var på plads, da David Moyes satte sig i trænersædet den 1. juli. Her snakker jeg naturligvis om udskiftningen af Sir Alex Ferguson til fordel for selvsamme Moyes. Altoverskyggende er det, at vores nye træner falder til i klubben, vænner sig til medieræset, presset og den hektiske dagligdag på Old Trafford, der er milevidt fra Goodison Park.

Det er en tilvænningsperiode, som ikke er fair at gøre op i to måneder. To måneder med det utaknemmelige job som Fergies afløser med pressen og alle os United-tilhængere i nakken for både at præstere på banen i forsæsonen på en allerede planlagt, og garanteret forstyrrende, Asien-tour og for at styrke truppen på transfermarkedet – begge punkter som vi udefraseende har en til tider usmagelig lille tålmodighed omkring. Derudover kommer den personlige omvæltning, og arbejdet mod sæsonstarten med truppen, som den er. En trup, som han og hans nyansatte trænerstab knapt kender fra andet end Tv.

Det er netop i sidste pointe, jeg ser fortrøstningsfuldt på udviklingen i det netop overståede transfervindue. David Moyes går ind til dette job med en betydelig anden forudsætning end de fleste andre nyansatte cheftrænere. Han skal ikke få en sænkende skude på ret kurs, men er til gengæld så privilegeret, at han har en mesterskabstrup til rådighed. Det Manchester United, som Sir Alex Ferguson har overrakt, er fyldt med rutine og folk, som ved, hvad der skal til for at vinde trofæer. Og cadeauen går herfra til det faktum, at David Moyes og co. har formået at ændre på så lidt som muligt i truppen – less is more.

Om det så var intentionen, at der ikke skulle ske flere ændringer i truppen er for mig i og for sig ligegyldig. Der er rigeligt med udfordringer i førnævnte integrering af nyt trænerteam og måske kultur og atmosfære generelt i klubben til, at for mange nye navne i truppen samt afgange ville besværliggøre den proces, og være en unødvendig hæmning i forhold til omvæltningen.

For mig at se, så er vi kommet stærkere ud af transfervinduet, end vi var, da vi gik ind i det – og det var vel i bund og grund målet. Tilgangen af Marouane Fellaini var et ventet og naturligt træk af Moyes, da han om nogen kender til manden og hans kvaliteter, mens det for truppen skaber den nerve, et skifte i den størrelsesorden fremtvinger. Bossen kan læne sig op ad belgieren, og han vil med garanti være en tryghedsgivende og behjælpelig kilde i forhold til føromtalte integrering. Midtbanen og kanterne skal oppe sig i forhold til sidste sæson, og dertil har vi fået Marouane Fellaini og Wilfried Zaha til at øge konkurrencen. Tilfredsstillende. Hvorfor skabe yderligere postyr under denne fase som det nye Manchester United gennemgår?

More or less

At Manchester United agerede atypisk i vinduet er jeg meget enig i, men problemet ligger for mig i David Moyes’ håndtering af medierne under Silly Season. Han skulle have klappet kaje med at love til højre og venstre, ligesom klubben skulle have gjort det inden skotten blev præsenteret. Det forstærker kun utilfredsheden efter vinduets ualmindelig panikkende og stressende afslutning, når vi nu ”kun” købte én – hvis vi ikke tæller Wilfried Zaha og Guillermo Varela med.

Til gengæld synes jeg ekstremt godt om David Moyes’ tilgang til den nuværende trup, hvor han ikke har valgt at sælge ud, som man kunne have forestillet sig, at fx Sir Alex Ferguson og Jose Mourinho ville have gjort. Førstnævnte med rette, sidstnævnte for at skabe sit eget hurtigst muligt. Jeg er overbevist om, at David Moyes vil sætte sit eget præg på holdet, men ved at holde på Wayne Rooney, Nani, Anderson, Ashley Young og flere andre, der måske hang i en tynd tråd, så bevarer han stammen og giver sig selv mulighed for at danne sig et nuanceret overblik over spillertruppen, som ikke kun bygger over forsæsonen.

For at trække to eksempler ud, så har David Moyes kun set Shinji Kagawa og Nani i noget der ligner tre fulde kampe alle 11 mulige kampe talt med sammenlagt. Det er på ingen måde nok til at vurdere, om en spiller har en fremtid i klubben eller ej, for slet ikke at snakke om at finde en værdig erstatning inden for to måneders arbejde. Jeg frygtede meget, at ”Free Shinji”-kampagnen ville bære frugt hos Dortmund-fansene, og at Nani ville blive smidt på porten, men for mig viser udviklingen, at David Moyes ikke vil drage forhastede konklusioner, og det anerkender jeg. Alle får en chance for at vise sit værd.

Manchester United vandt med denne trup Premier League med 11 point ned til andenpladsen. Mesterskabstruppen er blevet forstærket, og ellers ikke ændret, hvorfor jeg ikke kan se, hvorfor vi ikke skulle kunne gøre det igen. David Moyes skal såmænd ”bare” vænne sig til jobbet, og han har givet sig selv til januar at vurdere truppen held og holdent, og så må han agere i vintermarkedet, hvor han har langt bedre grundlag for at gøre det, end han havde efter forsæsonen – hvis det da skulle vise sig at blive nødvendigt. Det her er egentlig ikke et beskedent forsøg på at underbygge flosklen ”In Moyes we trust”, men mere ”Never change a winning team.”

📝 Kom med din mening på OldTrafford.dk

➡ ️ Opret din profil her og kommenter artiklen nedenunder.


Forrige artikel

Afsløring: Sir Alex sms'ede med dommer

Næste artikel

Bekræftet: Macheda udlejes til Doncaster

ANNONCE