Giv nu manden en chance

Lad os først lige starte med de tal vi kender.

14 kampe, 22 point, og blot fire mål i positiv målscore. Sølle 22 mål er scoret mens der er gået hele 18 mål ind. 12 point op til førerholdet Arsenal. Det er de tørre og kedelig facts efter lidt over en tredjedel af sæsonen er gået.

Lad os så derefter lige huske hinanden på Sir Alex Fergusons sidste ord på Old Trafford.

Klubben stod bag mig, hele staben stod bag mig og spillerne stod bag mig. Jeres job er nu, at støtte og stå bag den nye manager. Det er vigtigt.

Jeg ved godt, at det er ret svært at bevare modet efter kampe som den i går mod Everton. Vi spillede ikke godt, og Everton kom til Old Trafford og leverede en fornem præstation. Stor kredit til dem.

Jeg er ikke tosset, og Fergusons ord kan naturligvis ikke holde altid, da der på et tidspunkt er en grænse som er nået. Men i mine øjne er vi slet ikke der endnu. Selv om man i minutter efter kunne være fristet til at smide Moyes på porten.

Men come on, vi støtter United i medgang og modgang, og jeg afskyr de sydeuropæiske tilstande, hvor managers ryger lige så hurtigt ind og ud af døren som Lindsay Lohan gør på afvænningsklinikker.

De fleste var klar over det ikke ville glide så nemt som ønsket efter mere end 25 år med Sir Alex i spidsen af United. Sådan er det i alle virksomheder, når en så betydende og fantastisk leder går af efter så lang tid, så kræver det tilvænning.

Jeg havde ikke forventet et mesterskab i år. Men jeg skal da gerne indrømme, at jeg havde forventet at se bedre og mere underholdende fodbold end hvad der har været vist indtil videre.

Men går jeg et år tilbage, så var det heller ikke prangende sidste sæson. Alt for ofte er den offensive del af spillet præget af vi hænger vores tillid op på enkeltmands-præstationer. Sidste år var Chicharito guld værd med sine ”last-minute-winners” og så var van Persie jo flyvende. I år har Rooney været vores talisman.

Der er ikke den store plan for vores offensive spil. Men det haltede også sidste år. Vi mangler kreativitet og kvalitet i truppen. Den er bred og god, men der mangler to-tre spillere fra øverste lag, før vi igen kan forvente titler.

Giv nu Moyes tid. Jeg er helt overbevist om, at vi nok skal nå at kvalificere os til Champions League. Og kan vi få succes i de to nationale cups, så er jeg tilfreds i år – så længe jeg også ser udvikling i spillet de kommende måneder.

Det er altid nemt at brokke sig og kritisere, men det er sværere at komme med konstruktive forslag om ændringer. Hvem skulle gøre det bedre, med den trup der er? Vi skal have ændringer i truppen, men også have banket motivation og gejst ind i truppen igen. Det kan Moyes forhåbentlig klare sammen med sit team. Eneste anden mulighed er den nordmand der går rundt og overvejer sin fremtid i Molde. Men kan ikke se United-ledelsen skifte ud, og slet ikke tage en endnu mere urutineret mand ind. Så hold nu fast i Moyes.

Pt skal det bare have tid, spillerne skal have tid og der bør ske ændringer de næste par gange der kan handles spillere.

Folk som Vidic, Evra, Ferdinand, Giggs er ved at være ved kontraktudløb, mens et par andre er ved at have opbrugt deres tid i United. Derfor skal et par nye unge hentes op, samtidig med der forhåbentlig hentes kvalitet ind udefra. Vi skal holde fast i denne blanding.

United satser ikke blot kortsigtet, men også langsigtet. Ledelsen i United var helt med på hvad det var der skulle ske i sommers, og har kun valgt Moyes, fordi han blev vurderet til rette mand til jobbet. Og det tror jeg også han er. Og det står jeg ved. Endnu..

Forrige artikel

Everton-chef: Vi spillede med arrogance på Old Trafford

Næste artikel

Ingen garantier for van Persie

ANNONCE