Tanker om Rene Meulensteens exit
Af Søren Frank, lektor i litteraturvidenskab ved SDU. Forfatter af bogen Giganternes Skuldre, som er oversat til både norsk og engelsk.
Da nyheden kom frem, at Alex Ferguson stoppede som manager for Manchester United, og navnet på hans afløser blev offentliggjort dagen efter, var jeg en af dem, der hævdede, at David Moyes var det logiske og rigtige valg. Faktisk havde jeg allerede i Giganternes skuldre (2. udg. fra 2012) tilkendegivet, at Moyes var det bedste bud, i hvert fald hvis det handlede om britiske kandidater til managerposten.
Imidlertid (og set i bagklogskabens lys) glemte jeg dengang at nævne, at “det bedste bud” forudsatte, at én bestemt betingelse blev opfyldt. Navnet på denne betingelse var René Meulensteen.
Da det stod klart i løbet af juli måned, at Moyes havde foretaget et clean cut og fritstillet mere eller mindre hele Fergusons stab, fornemmede jeg således straks mørke skyer samle sig over Old Trafford. Ferguson er skotte, og det samme er Moyes.
Deri er der ingen problemer, tværtimod, for når man kender Manchester Uniteds historie, så ved man også, at klubbens to mest succesfulde managere – Alex Ferguson og Matt Busby – begge er og var skotter, og de havde desuden det til fælles, at de begge sad på managerposten i mere end 25 år.
Netop disse to kendsgerninger, den skotske forbindelse på den ene side og kontinuiteten på den anden, er nogle af årsagerne til, at Moyes var det rigtige og logiske valg. Manchester United har kort sagt en dyb forkærlighed for både skotter og kontinuitet, og derfor valgte man ikke bare Moyes, man valgte også at give ham en 6-årig kontrakt. Så langt så godt.
Men i kølvandet på den fantastiske Treble-sæson i 1999, hvor De røde Djævle havde praktiseret det, man vel med god ret kunne kalde en fuldstændig kompromisløs, men også til tider komplet hovedløs angrebstaktik, indså Alex Ferguson, at United-maskinen behøvede en kontinental komponent, der kunne tilføre holdet taktisk finesse og nye træningsmetoder.
Ferguson gik med andre ord på jagt efter en ny assistenttræner som afløser for Steve McLaren, der efter Champions League-finalen mod Bayern München i 1999 gik egne veje. Ferguson fandt portugiseren og kosmopolitten Carlos Queiroz, og senere hyrede han hollandske Meulensteen. Med deres opdragelse i henholdsvis den portugisiske og hollandske fodboldfilosofi tilførte Queiroz og Meulensteen United-holdet teknisk flair, taktisk fleksibilitet og strategisk intelligens.
Vi må heller ikke glemme, at Queiroz udover sine tekniske, taktiske og strategiske input også sørgede for at holde landsmanden Cristiano Ronaldo glad, ligesom Meulensteen holdt landsmanden Robin van Persie glad i dennes første sæson på Old Trafford. Betydningen af trænerstabens multinationale karakter i forhold til mandskabspleje skal man således ikke undervurdere i disse tider, hvor trupperne er mere globale.
Læs også: Søren Franks blog om Adnan Januzaj
Da David Moyes lod René Meulensteen gå, hvad gjorde han da? I modsætning til læremesteren, der havde indset behovet for kontinentalt supplement til Manchester Uniteds engelske og keltiske kerne, medbragte lærlingen ganske enkelt britiskhed, britiskhed og britiskhed. Det værst tænkelige scenarie for en fan af De røde Djævle er således, at Moyes simpelthen medbragte Everton fra Goodison Park til Old Trafford. Tendensen har været tydelig i flere kampe.
Men måske var den allermest tydelig i opgøret mod netop Everton (hvilket i sig selv forlener det med ekstra symbolværdi), der med Roberto Martinez ved roret ikke bare dominerede store dele af opgøret mod Manchester United på Old Trafford, men som gudhjælpemig også endte med at sikre sig sejren i noget, der mindede om Fergie Time – netop i dét tidsrum, hvor United historisk har excelleret i at mose deres modstandere længere og længere op på Stretford End.
Måske er jeg for hård ved Moyes. Måske undervurderer jeg hans egen taktiske intelligens. Men jeg frygter en ny post-Busby æra, det gør jeg altså. Er det for pessimistisk? Er det en utidig forudanelse, utidig fordi man som United-fan er forpligtet på at give Moyes en chance og forpligtet på at tænke langsigtet? Måske for pessimistisk og utidig, ja, men Meulensteens exit var en dårlig beslutning. Om det var en katastrofal dårlig beslutning, kan kun tiden vise.
Her kunne vi så lade den hænge og svæve i luften på god postmodernistisk vis. Men der er en ubarmhjertig pointe, vi ikke kan negligere, nemlig at syv år er længere tid i dag, end de var i 1986. Ikke nok med det, det er også langt mere fatalt for en klub at falde ud af top-4 i dag end dengang, ikke kun på grund af økonomien, men i særdeleshed fordi det påvirker en klubs evne negativt i forhold til at tiltrække spillere fra absolut øverste hylde. Konsekvensen er en ond spiral, som er næsten umulig at bryde. Bare se på Liverpool.
