Rejseblog: Redaktørens første tur til Manchester og Old Trafford

I denne blog fortæller jeg, Selver Elezovic, om min første tur til Manchester og Old Trafford, som jeg besøgte i slutningen af april på en gruppetur med LA Travel.

Tænk, at der skulle gå hele 25 år, før at jeg kom til Old Trafford for at opleve Manchester United for første gang.

Som med mange andre drømme, der går i opfyldelse, går oplevelsen først op for mig, når jeg står ude foran det over 100 år gamle og ikoniske stadion. Men før vi kommer til den del af fortællingen, spoler jeg tiden tilbage til om fredagen, hvor jeg ankom til Manchester med Casper Heiselberg, der er stifter og ejer af den hjemmeside, du læser artiklen på nu.

FREDAG

Vi ankom til lufthavnen i Manchester midt på eftermiddagen. Jeg havde på forhånd hørt om “køen fra Helvede” som reference til køen til paskontrollen i lufthavnen. Vi kom dog heldigvis igennem på få minutter.

Derfra gik vi mod togstationen, som ligger cirka 10 minutters gang fra den terminal, hvor vi landede. I togturen på vej til Manchester Picadilly Station, der er byens største og mest trafikerede station, kunne jeg fra vinduespladsen se ud på de traditionelle engelske huse i omegnen. De knap så vedligeholdte huse og haver emmede af Storbritannien, som man ofte ser det fra tv.

Da vi efter et kvarters tid nåede til stationen, vi skulle af på, var det en noget anderledes arkitektur og stemning, vi blev mødt af i den indre del af Manchester. Blandingen af moderne højhuse og bygninger i victoriansk stil er bemærkelsesværdig.

Gennem LA Travel havde vi fået plads på Ibis Styles – et tre-stjernet hotel på Portland Street. Det lå helt perfekt i forhold til pubs, gode restauranter og det pulserende byliv.

Det udnyttede Casper Heiselberg til at vise mig rundt i den by, han har besøgt omtrent 50 gange. Vi besøgte flere lokale pubs, herunder Old Nags Head, der har været United-legendens George Bests stamsted i sin tid som spiller for klubben. Det kunne tydeligt ses på pubben i form af de mange billeder og citater af ham, der hænger på væggene og i loftet.

Inden vi fortsatte vores barhop, gjorde vi et nødvendigt pitstop på Akbar’s Restaurant, der laver fantastisk (og stærk) indisk mad. Varm anbefaling herfra til alle der er i Manchester med tomme maver.

Vægcitat af George Best på Old Nags Head.

Hjemmelavet naan og en stærk lammeret på Akbar's.

LØRDAG

Her skulle vi tidligt op for at være med på en gruppetur i byen, der blev guidet af OldTrafford.dk’s tidligere redaktør Peter Hasle Laursen.

Vi mødtes omkring 50 personer udenfor hotellet og gik derfra mod Gay Village. Derefter besøgte vi også byens Chinatown, rådhuset og det ikoniske Hotel Midlands. På den knap halvanden time lange gåtur gjorde Peter Hasle Laursen os klogere på byen med historier fra både fodboldverdenen, anden verdenskrig og musikkens opblomstring i Manchesters undergrundsliv.

Gåturen blev afsluttet med et besøg på National Football Museum, hvor kongen Eric Cantona har været med til at lave en udstilling.

Da vi var færdige der, havde vi lige akkurat tid til at få en bid mad. Ved Piccadilly Gardens fandt Peter og jeg et madmarked med streetfood fra alle verdens hjørner.

Vi fik fyldt maverne op og hoppede med det samme på trammen, som kører ud til Old Trafford, hvor LA Travel havde arrangeret en stadiontur. Her kom vi blandt andet forbi spillernes omklædningsrum, spillertunellen, presserummet og trænerbænken. På vejen ud rundede vi også klubbens museum, hvor massevis af forskellige trofæer, trøjer og meget andet er udstillet.

SØNDAG

Så blev det kampdag. Dagen vi havde ventet så længe på.

Med kampstart klokken 14.00 engelsk tid mødtes Casper og jeg allerede tidligt på formiddagen til noget morgenmad på hotellet, inden vi satte kurs mod pubben Tollgate, hvor vi skulle varme op til kampen. Klokken var kun lidt over 11, da vi fik langet de første Stella Artois-øl over disken i baren. Hen over middag begyndte stemningen at slå gnister, og flere af de lokale fremmødte på Tollgate brød ud i sang.

Hyldestsange til Wayne Rooney og Roy Keane blev skrålet ud under et halvtag ved pubben, mens regnen sneg sig ind på os. Elektrisk stemning, der gav gåsehud.

Med cirka en halv time til kampstart vendte vi snuden mod stadion i selskab med tusindevis af andre fans. Der var samme dag arrangeret en protestmarch mod klubbens ejere. Det kunne mærkes på gaderne i form af bannere og smædesange om Glazer-familien.

Som førstegangsbesøgende til en kamp på Old Trafford var gåsehuden ikke til at få ned. Jeg indså øjeblikkeligt, hvorfor Sir Bobby Charlton for mange år siden kaldte det drømmenes teater.

Da kampen blev fløjtet af, og tre point var sikret, skyndte vi os ned på Bishop Blaize, der er en populær pub tæt på stadion. Mange fans bruger samme sted, når de skal varme op før en kamp på Old Trafford.

Gruppeturen blev sluttet af med et besøg på den brasilianske restaurant Bem Brasil. Flere sydamerikanske fodboldstjerner har besøgt restauranten, hvilket kan ses på stedets vægge, hvor der hænger billeder af nuværende og tidligere spillere fra Manchester United og Manchester City.

Det var et skønt sted at slutte turen af på. Så meget(!) god mad, at det blev en udfordring at rejse sig op igen.

Forrige artikel

Medie: Sheikh Jassim vil tilbyde United-legender nøgleroller i klubben

Næste artikel

Solskjær tror på Carrick som mulig United-manager i fremtiden

ANNONCE