Der var en del hovedrysten blandt korpset af fodboldeksperter og Manchester Uniteds fans hen over sommeren.
To episoder skilte sig i mine øjne ud. For det første var der De Gea-sagaen. Her mente mange, at Manchester United burde se at få løst problemet med målmandsposten, og for de fleste indebar dette et økonomisk kompromis, hvor De Gea blev sendt til Madrid for mindre, end United oprindeligt havde forlangt (hvilket jo var et transferrekordstort beløb). Jan Mølby anvendte for eksempel begrebet ”uværdigt” om den kendsgerning, at en klub af Manchester Uniteds størrelse ikke havde styr på en så væsentlig position på banen.
Van Gaal har i langt højere grad, end Ferguson nogen sinde gjorde det, offentligt anerkendt, at vi i dag lever med et marked, der er spillernes marked. Han sagde det om Di Maria, og han mere end antydede det om De Gea: Hvis spilleren ikke længere trives eller har lyst til at spille for en klub, så er der meget lidt, en manager kan gøre for at holde på denne spiller. Alligevel stod Van Gaal og Woodward stejlt på deres krav om det, de begge anså for at være en passende økonomisk kompensation, hvis Real Madrid ville hente De Gea. Og alligevel stod Van Gaal stejlt på, at De Gea ikke fik lov til at stå på mål for Manchester United, før efter 1. september. Imens så de fleste eksperter og fans som sagt måbende og hovedrystende til, mens sagaen udfoldede sig i al offentlighed.
Alt pegede da også i retning af et Old Trafford-exit for De Gea i de sidste dage af transfervinduet, og var det lykkedes de to klubber at få papirarbejdet i orden i tide, så havde Manchester United stået svagere rent sportsligt, og kritikerne ville have gentaget, at klubben skulle være nået frem til et kompromis længe inden, så den kunne have hentet en fuldgod erstatning for spanieren (Van Gaal ville i den henseende nok have hævdet, at det havde han jo allerede gjort med Romero).
Men nu faldt sagen anderledes ud. De Gea-transferen kollapsede spektakulært i minutterne efter midnat, og i dag står De Gea mellem stængerne på Old Trafford og gør dét, han er bedst til: hiver mirakelredninger ud af ærmerne.
Hvilke implikationer har sagaen og Van Gaal/Woodwards håndtering af den så haft? For mig at se har Manchester United haft held med at udfordre den entydige ”spillernes marked”-mentalitet ved at sætte foden ned over for såvel Real Madrid som De Gea. Begge parter havde noget, de gerne ville, men førstnævnte ville ikke betale prisen. Sidstnævnte ville ikke blot til Madrid, men ville også gerne være i spil til EM for Spanien om et år. Van Gaals beslutning om at ekskludere De Gea kunne måske nok virke brutal og gammeldags, men den sendte også et klart signal til spilleren om, at en kontrakt i udgangspunktet skal respekteres. Manchester Uniteds signal var dobbelt, idet det både havde retning mod Real Madrid (klubben) og De Gea (spilleren), og signalet vil i mine øjne have en fremtidseffekt i forhold til lignende sager.
Hertil skal det selvfølgelig bemærkes, at mens hele sagaen udfoldede sig, forholdt De Gea sig klogt tavst. Denne tavshed kommer ham til gode i dag, hvor han straks har kunnet indtræde på holdet uden komplikationer i forhold til medspillere, fans og trænerstab.
Den anden episode, jeg hentyder til, er indkøbet af Anthony Martial. Også her rystede de fleste på hovedet over, at Van Gaal valgte at spendere en uhørt formue på en tilsyneladende ukendt ung franskmand. Og ja, det er ikke alle indkøb under Van Gaal, der har virket velgennemtænkte eller succesfulde. Sidste sommer var der gang i svingdøren på Old Trafford i et tempo, fansene ikke havde oplevet siden Fergusons første år i klubben. Alligevel virkede de fleste indkøb for et år siden logiske, kun i bakspejlet kan vi se, at det var de måske ikke. Falcao floppede, Di Maria floppede. Rojo mangler stadig at overbevise om sit værd. I år har indkøbene virket en anelse mere velresearchede. Schweinsteiger, Schneiderlin, Darmian og Memphis har allerede bevist, at de er gode køb. Men så kom Martial uventet ind fra højre i ellevte time, og dét på et tidspunkt, hvor Rooney ikke havde imponeret, og fansene sukkede efter en verdensklasseangriber.
Nu er det jo nemt at være klog på bagkant, men størrelsen af beløbet, den franske liga og Martials antal mål og kampe i Ligue 1 og Champions League i sidste sæson fik mig faktisk til at tænke, da indkøbet var officielt, at den her transfer var meget nøje gennemtænkt. Flere ting indikerede det også. Van Gaal talte allerede tidligt på sommeren om en ”surprise signing”, da talen faldt på angriber-emner. Godt nok relativerede han senere sin egen udtalelse og påstod, at det slet ikke var en angriber, han refererede til, men efter Martials ankomst kan vi godt kæde de to ting sammen. Det er også kommet frem, at Giggs var sendt afsted for personligt at scoute den unge angriber. Van Gaals udtalelse efter handlen om, at Martial er den bedste i sin aldersgruppe, tyder også på, at trænerteamet på Old Trafford ved præcis, hvem de har købt. Endelig har Van Gaal også udtalt, at de rent faktisk har kigget på Martial igennem længere tid, og at Monacos eliminering fra Champions League blev udslagsgivende for, at Manchester United valgte at rykke hurtigt.
Nu skal man selvfølgelig være varsom med at spå om Martials fodboldfremtid baseret på kun tre kampe for Manchester United, men det ligner unægteligt et scoop, Van Gaal og United har gjort. Men min pointe er, at ligesom med De Gea-sagen er Martial-handlen en Van Gaal-beslutning, der ikke blot har konsekvenser for nu og her, men som i høj grad kan få indflydelse på Manchester Uniteds fremtid. Hvis håndteringen af og udkommet på De Gea-sagen har sendt et tydeligt signal til både klubber og spillere om, at Manchester United altså ikke bare lige sådan lægger sig ned, når nogen kommer og banker på og vil købe eller vil væk, så kan indkøbet af Martial (og Memphis) ende med at være det, som fansene vil huske Van Gaal for – trofæer eller ej.
Mens Jerntulipanen er på benhård jagt efter pokaler, inden hans treårige kontrakt løber ud, og mens han derfor har været godt i gang med at købe erfaren kvalitet (ikke mindst Schweinsteiger, men også Di Maria og Falcao, om end de begge fejlede), så har hollænderen altså også et skarpt blik rettet mod fremtidens Manchester United.
Det er muligt, at De Gea er væk til næste sommer, men uagtet dette udkomme, så sendte Van Gaals standpunkt under sagaen et tydeligt signal om, at man ikke bare sådan kunne køre rundt med Manchester United. Heller ikke næste sommer eller næste sommer igen eller næste-næste sommer igen! Det er også muligt, at Martial kostede en formue, kun er 19 år og uprøvet og vil være inkonsistent i noget tid, men uagtet dette, så har Van Gaal også med Martial sat et positivt aftryk på Manchester Uniteds fremtid. Også i næste sæson og i næste sæson igen og i næste-næste sæson igen vil franskmanden sammen med Memphis og Shaw lyse Premier League og Champions League op med hvert deres djævlerøde lys.
