Malacia fortæller hvilken United-legende han er inspireret af

I et interview med Sky Sports fortæller nyindkøbet Tyrell Malacia blandt andet om, hvilken Manchester United-spiller, han har set op til, og som han baserer sit spil på.

Tyrell Malacia blev i sommers hentet til Manchester United fra Feyenoord i Holland. Der var ikke de store forventninger til venstrebacken, som blev anset som backup for den engelske landsholdsback Luke Shaw.

Men en skidt sæsonstart for holdet fik den nye manager Erik ten Hag til at ryste posen og smide Tyrell Malacia ind i startelleveren i tredje runde mod Liverpool. Siden det opgør har Malacia taget United-fansene med storm og er allerede ved at tilspille sig en rolle som fanfavorit.

I et interview med engelske Sky Sports åbner den hollandske back op om skiftet og fortæller også, hvilken United-legende han har set op til.

– Jeg har altid set op til spillere med samme spillestil som jeg. Så for mig var det selvfølgelig (Patrice) Evra. Jeg var helt vild med at se ham spille, siger Malacia.

Patrice Evra spillede i Manchester United fra 2006-2014. Franskmanden var med til at vinde flere mesterskaber og Champions League med de røde djævle.

Efter to nederlag i sæsonenes begyndelse har United vendt situationen til det bedre med lutter sejre i de seneste fire ligakampe. Spørger man den 23-årige back, kommer den sejrrige vending ikke bag på ham.

– Jeg kender til ham [Erik ten Hag], fordi jeg har stået overfor ham i Holland. Inden jeg kom hertil [United], talte jeg i telefon med ham, hvor vi havde en god snak. Det føltes godt. Man ved, hvad han vil.

– Han har en klar vision. Nu skal vi både individuelt og som hold udvikle på den, siger Malacia.

Han fortæller, at det var en stor beslutning for ham at skifte til klubben. I den forbindelse var det vigtigt for ham, at både klubben og manageren viste en vilje til at arbejde sammen med ham.

Tyrell Malacia har været på banen i alle otte kampe, siden han skiftede til Old Trafford. Han har startet inde i de seneste seks kampe i alle turneringer.

Forrige artikel
Lisandro Martinez

Martinez med visa-problemer på landsholdstjeneste

Næste artikel

Hvem bliver månedens spiller i United?

ANNONCE