12. december: “Wayne Rooney, out of this world!”

Det er december måned. Traditionen tro markerer OldTrafford.dk det med en julekalender. I år vil vi frem mod den 24. december rangere de Manchester United-trøjer med flotteste design og mest betydning siden sæsonen 2003/04.

Julen nærmer sig og kalenderlyset er nu halvvejs brændt ned. Det fejrer vi her på Oldtrafford.dk ved at tage et kig på hjemmebanetrøjen fra sæsonen 2010/11. 

Sæsonen bød bl.a. på Alex Fergusons næstsidste engelske mesterskab, og et nederlag i Champions League-finalen til et overlegent Barcelona. Trøjen er fra AON-æraen, hvilket også prægede trøjen, da Manchester United-passionen begyndte for denne skribent. Trøjen er derfor ikonisk i mine øjne, og jeg synes egentlig også, den er fed. Den er simpel men stilren, og så synes jeg, det er en af de få gange, vi er sluppet godt afsted med at have en krave på trøjen. 

Minder forbundet med trøjen

Trøjen markerer måske Wayne Rooneys sidste sådan rigtigt profitable sæson i mål- og assist-regi, men det som undertegnedes yndlingsspiller nok mest bliver husket for i netop denne trøje er hans legendariske saksesparksmål mod rivalerne fra City. At det så kom ovenpå en kontroversiel periode, hvor den engelske stjerne flirtede med et skifte til netop bysbørnene i blå gør det kun bedre. Det mål vil du kunne finde et gensyn med nederst i artiklen.

Der var dog også andre angribere, som bed sig fast i min hukommelse med deres præstationer i dagens trøje. Sæsonen 10/11 var også den sæson, hvor Dimitar Berbatov virkelig sprudlede og blev topscorer i ligaen. Det bedste minde bulgaren leverede i dagens trøje var hans fabelagtige præstation i en 7-1-sejr over Blackburn, hvor han scorede fem flotte angribermål.

Den sidste spiller, som er svær at komme udenom i denne trøje, er Javier Hernandez AKA Chicharito, som blev hentet op til sæsonen. Den hidtil ukendte angriber blev berømt for sine indhop fra bænken, som han oftest kvitterede for med et mål. Den lille ært scorede 13 mål i Premier League i sæsonen.

Forrige artikel

OT.dk’s Transferevaluering: Christian Eriksen

Næste artikel

De Gea understreger overfor pressen: Vi lader ham ikke gå

ANNONCE