4000 kampe med akademiprodukter – en historisk milepæl

Manchester United sætter i morgen eftermiddag en formidabel og unik rekord. 4000 kampe i træk med en spiller fra akademiet i førsteholdstruppen – en rekord der strækker sig over 80 år tilbage til 1937.

Det er ikke en floskel når man siger at det er i Manchester Uniteds DNA at bringe unge spillere fra akademiet til førsteholdet. Det bliver bevist i morgen når en ganske særlig rekord sættes i kampen mod Everton. 4000 kampe i træk har en akademispiller været i førsteholdstruppen.

I indeværende sæson har Uniteds akademi været flot repræsenteret i førsteholdstruppen, faktisk er 35% af Uniteds samlede spilminutter udgjort af spillere fra akademiet.

Etablerede navne som Marcus Rashford, Jesse Lingard, og Scott McTominay udgør selvfølgelig størstedelen af disse minutter, men de har i denne sæson været flankeret af spillere fra det nyeste kuld (class of 19 om man vil) – senest i Europa League med Mason Greenwood, Brandon Williams, Axel Tuanzebe og James Garner med fra start. United har i denne sæson givet debut til ikke mindre end 10 spillere fra akademiet.

Og det er ikke bare på holdkortet disse navne optræder. Statistikker viser tydeligt at akademiprodukter er kraftigt involveret i Uniteds positive spil. 34 ud af 38 mål i denne sæson er scoret eller assisteret af en tidligere ungdomsspiller fra Carrington. Sidste sæson satte man tilmed rekord i Premier League, da 46% af Uniteds mål blev scoret af spillere hvis fodboldopdragelse var i Manchester.

Når man opsummerer årene efter Sir Alex Fergusons afsked kan man retfærdigvis stille spørgsmålstegn til hvordan klubbens historie og identitet er blevet forvaltet. Men her dukker så alligevel en historie op, der understreger at der i alle disse år under diverse managers har løbet en rød (!) tråd igennem klubben. En tråd der undsiger sig midlertidige frustrationer og skuffelser. En tråd farvet rød af Manchesterblod, der indkapsler historien om denne klub bedre end vores kollektive hukommelse kan.

4000 kampe. En periode der strækker sig tilbage til da Sir Matt Busby stadig selv løb rundt på grønsværen. En periode der omfavner alle de myter om United vi kender og elsker – de gode og de magre år, katastrofen og genoprejsningen.

Bobby Charlton, George Best, Nobby Stiles, Norman Whiteside, Dennis Viollet, Clayton Blackmore, Mark Hughes, Ryan Giggs, Gary Neville, Paul Scholes, Marcus Rashford, Scott McTominay og Mason Greenwood har alle været med til at bære denne tradition videre. Og forhåbentlig kommer der mange flere endnu.

Uanset hvordan United ser ud på et givent tidspunkt , er det her en ting man ikke kan tage fra klubben og fansene. 4000 kampe i træk er en unik og utangérbar rekord der iscenesætter hvad den her klub altid har handlet om – og stadig handler om.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

OT.dk anbefaler: Hudløst ærligt interview med Lingard

Næste artikel

15. december: Rashfords frisparksmål mod Chelsea

ANNONCE