Afklaret Eriksen: »Jeg går ud fra, at samarbejdet stopper«

Christian Eriksen er indstillet på, at hans kontrakt i Manchester United ikke bliver forlænget. Det har danskeren det fint med, og han ser tilbage på tre gode år på Old Trafford. Det fortæller danskeren i landsholdslejren i Helsingør.

(Visionhaus/Getty Images)

Christian Eriksens kontrakt i Manchester United udløber til sommer, og der er ikke dialog om en kontraktforlængelse.

Derfor er den danske midtbanespiller indstillet på at, han lige nu har gang i sin sidste sæson på Old Trafford.

– Jeg har ikke fået noget at vide fra klubben, og derfor går jeg ud fra, at samarbejdet stopper. Sådan fortolker jeg det.

– Min kontrakt udløber til sommer, og jeg er forberedt på at skulle finde noget nyt. Det har jeg det fint med. Hvor det så lige bliver, har jeg ikke besluttet endnu, siger 33-årige Eriksen på et pressemøde i landsholdslejren i Helsingør.

»Det har været en turbulent tid«

Christian Eriksen skiftede på en fri transfer til Manchester United i sommeren 2022 og har vundet både Carabao Cup og FA Cup samt spillet Champions League i den røde United-trøje.

Men han har også oplevet trænerfyring, et salg af klubben og dertilhørende store omstruktureringer.

Generelt ser danskeren tilbage på tre gode år. Det siger han til Bold.

– Selv om det har været en turbulent tid i klubben, har jeg været meget glad for at være i klubben. Det har været sjovt og interessant at opleve at være tæt på begivenhederne i en storklub som Manchester United.

– Jeg føler, jeg har grebet de chancer, jeg har fået undervejs, fortæller han.

Christian Eriksen ved ikke, hvad fremtiden byder på. Han afviser Danmark, og førsteprioriteten er heller ikke England, lyder det.

Forrige artikel

Overblik: United-spillere i aktion i landskampspausen

Næste artikel

Wolves-kampen er blevet flyttet

ANNONCE