Agent: Pogba er glad for United

Paul Pogba har intet problem med United, men tværtimod gode minder fra sin tid i klubben. Det slår hans agent, Mino Raiola, fast.

Rygterne om en genforening mellem Paul Pogba og Manchester United tager til i styrke. Det sker, efter franskmandens agent, Mino Raiola, nu slår fast, at hans klient ikke har noget problem med sin tidligere klub. 

Tværtimod husker Pogba tilbage på sin tid på Old Trafford med glæde, selvom han under stort postyr skiftede til Juventus på en fri transfer i 2012. 

– Paul har hele tiden sagt, at han ikke er vred på Manchester United – man må komme videre, siger Raiola ifølge The Mirror og fortsætter. 

– Så han har intet personligt i mod med Manchester United. Tværtimod er han meget glad for Manchester United, og han har nogle gode minder derfra. 

21-årige Pogba skrev for sidste år under på en ny femårig aftale med de italienske mestre. Han blev selv for nyligt citeret for at sige, at han elsker United. 

Skal videre

Forlængelsen med Juventus til trods gør Raiola det klart, at landsholdsspilleren meget vel kommer til at søge nye græsgange til sommer. 

– Lad mig sige så meget, at jeg selvfølgelig er klar over interessen for Paul. Og uden at sætte navn på dem, ved alle, der kender en smule til fodbold, at kun otte klubber i verden har råd til ham. 

– Det er de otte klubber, der kommer i puljen og skal slås om ham, forklarer Raiola, der samtidig udelukker et skifte i denne måned. 

– Paul forlængede sin kontrakt i Italien. Det er en femårig aftale med Juventus, og hvad der så kommer til at ske i juni-juli, må vi se i juni-juli. 

– Han bliver i Italien i dette vindue, og efter det er det op til Juventus og ham selv at se på mulighederne, og hvad der skal gøres, siger Raiola. 

Paul Pogba står noteret for 16 kampe med fem mål og en assist til følge for Juventus i Serie A i denne sæson. 

Forrige artikel

Anderson tror på bedre tider

Næste artikel

- Stort at vende retur til Old Trafford

ANNONCE