MUTV og Viasat Sport nåede her til eftermiddag til enighed om at sende Manchester Uniteds kampe i Asien, som starter allerede i morgen.
Viasat Sport 2 fortalte ellers tidligere i dag til OldTrafford.dk, at kampene ikke ville blive vist alligevel, da de ikke havde fået den nødvendige tilladelse fra MUTV.
Men her til eftermiddag bekræftes det både fra Viasat Sports, MUTVs og den skandinaviske supporters side at tilladelse er i hus.
Dermed vil Viasat Sport 1 og 2 sende den første kamp som planlagt i morgen tidlig klokken 9:30.
Programmet ser således ud (Der skal tages forbehold for ændringer):
Lørdag den 23. juli møder de Hong Kongs landshold, der spilles klokken 9.30.
Den 26. juli klokken 13.00 skal “De Røde Djævle” spille mod Beijing Hyundai, og den 28. juli spiller det engelske storhold mod Kashima Antlers klokken 11.30.
Den 30. juli spilles den sidste kamp klokken 11.30, og det er mod Brian Steen Nielsens gamle klub Urawa Red Diamonds.