Avis: Dødsfald påvirker ikke transferplaner

Malcolm Glazers død ændrer ikke på, at Louis van Gaal vil få 150 mio. pund at handle ind for til sommer. Det skriver The Express.

Manchester United er klar til at sprænge banken i jagten på forstærkninger, selvom klubbens ejer, Malcolm Glazer, i går afgik ved døden. 

Således erfarer The Express, at planerne om at give Louis van Gaal et transferbudget på 150 mio. pund ikke ændrer sig pga. dødsfaldet. 

Mens Malcolm Glazer var primus motor i overtagelsen af United tilbage i 2005 for 790 mio. pund, er det hans sønner, Joel og Avram Glazer, der har stået for bestyrelsesarbejdet de sidste mange år. 

Derfor ændrer dødsfaldet ikke umiddelbart på magtstrukturen i klubben.

Ifølge The Express har van Gaal udset sig Feyenoord-duoen Jordy Clasie og Bruno Martins Indi som potentielle transfermål, ligesom Dortmunds Mats Hummels ligeledes skulle stå højt på ønskelisten. 

I går skrev den spanske avis AS, at United har udløst frikøbsklausulen på 24 mio. pund på Atlético Madrids brasilianske forsvarsspiller Miranda. 

Forrige artikel

De Gea forsøger at lokke Fabregas

Næste artikel

Derby-chef beundrer Glazer

ANNONCE