Avis: Kom i Champions League eller sælg spillere

Kravet om Champions League er større end nogensinde, hvis Erik ten Hag skal have de spiller han ønsker sig.

The Telegraph skriver i dag, at Manchester United kan stå overfor et valg i forhold til spillerindkøb til sommer, hvis klubben ikke kommer i Champions League i næste sæson.

Avisen skriver, at Erik ten Hag både ønsker sig en topangriber, som Harry Kane, Benjamin Sesko og Victor Osimhen og en topmidtbanespiller som Frenkie de Jong eller Jude Bellingham. Med nye regler fra UEFA omkring financial fairplay og en gæld på 307 mio. pund fra tidligere transfers, har Manchester United behov for en betydelig vækst i indtægter, for at kunne gennemføre handler i den størrelse til sommer – også selv om en ny ejer skulle komme til.

Reglen fra UEFA går ud på, at man i sæsonen 2025/26 “kun” må bruge 70% af en respektive klubs indtægter på transfers, lønninger til spillere og trænere samt agenthonorarer. Indtil 2025/26-sæsonen, vil den procent gradvist falde med ti procent og for den kommende sæson være på 90%. Procenten regnes ud fra driftsindtægter plus overskud fra spillersalg, hvor UEFA har en udregningsmodel, når det kommer til spillerværdiafskrivning.

The Telegraph er behjælpelig med et eksempel på afskrivning af spillerværdi:

Hvis United solgte Harry Maguire for halvdelen af de 80 millioner pund, de betalte Leicester i 2019,  Fred for omkring 30 millioner pund og Aaron Wan-Bissaka for omkring 20 millioner pund, ville det svare til omkring 50 millioner pund i fortjeneste på spillersalg, når de beregnes i forhold til deres eksisterende bogførte værdi. Maguire har for eksempel to år til at løbe på sin seksårige kontrakt – svarende til 26,67 millioner pund i resterende bogført værdi, så et salg til 40 millioner pund ville svare til et overskud på 13,33 millioner pund.

Manchester United forventer indtægter på mellem 590 millioner pund og 610 millioner pund for denne sæson – et beløb som givetvis vil stige, hvis man vender tilbage til Champions League. Gør man ikke det, må Erik ten Hag se langt efter toptilføjelser i angrebet og på midtbanen – medmindre man formår at sælge spillere for et stort beløb, hvilket klubben ikke er kendt for at gøre. Derudover er der i aftalen med Adidas en klausul, der siger, at sponsoratet falder med 30%, hvis klubben ikke deltager i Champions League.

Manchester United har heldigvis også en god omsætning og det anslås, at klubben havde personaleudgifter på lidt over 80% i forhold til indtægterne plus spillersalgsoverskud. Klubben anses da også af The Telegraph for at have et mere sundt forhold mellem udgifter og indtægter end f.eks. Arsenal og Chelsea, som har væsentlig lavere indtægter.

Ikke desto mindre er kravet om Champions League større end nogensinde, hvis ledelsen i Manchester United skal være i stand til at opfylde Ten Hags transferønsker.

‘Økonomiske bolde er oppe i luften’

I det hele taget er det en smule kringlet det hele og mange scenarier at tage hensyn til. Udover de konsekvenser en manglende kvalifikation til Champions League kan have på klubbens transferaktivitet, er der andre økonomiske bolde, der er oppe i luften.

Klubben er som bekendt i gang med en salgsproces, og den er i sagens natur forbundet med en god portion usikkerhed. Derudover er der et element, som The Telegraph ikke nævner i sin analyse. Klubbens nuværende sponsor på brystet, TeamViewer, skal senest erstattes til sommer og her spiller en kommende ejer af klubben selvfølgelig en væsentlig rolle.

Bliver det en model som den man ser hos Manchester City eller Newcastle, så giver det selvfølgelig nogle muligheder økonomisk i forhold til afskrivning af diverse gældsposter, ligesom indtægterne på sponsorer må forventes at stige med et nyt ejerskab.

Artiklen kommer ikke ind på de rygter, der om lønloft i klubben, der udover at have en gavnlig rolle på trupharmonien, også har en logisk gevinst på lønudgifterne, som kan gøre større køb muligt jævnfør UEFAs regler.

Meget er i spil dette forår på flere planer og 2023 ser ud til at blive et af de mest skelsættende år i Manchester Uniteds lange historie.

Forrige artikel

Podcast: Hollandsk langemand og derby-optakt

Næste artikel

Medie: Dean Henderson får ikke lov til at spille i Carabao Cup semifinaler

ANNONCE