Tottenham Hotspurs bestyrelsesformand, Daniel Levy, har altså langt om længe givet efter for Uniteds interesse i den bulgarske landsholdsspiller. Berbatov har da også selv givet udtryk for, at et skifte til det nordengelske vil være kærkomment.
Engelske medier skriver således, at salgene af Robbie Keane og Dimitar Berbatov skal finansiere købet af Valencias David Villa, der i øjeblikket vurderes til at koste omkring 32 millioner pund.
Allerede i juli måned bekræftede Sir Alex Ferguson, at de engelske mestre var interesserede i Berbatov, og at de forventede, at et skifte snart ville falde på plads. Dette udløste en officiel klage fra netop David Levy til FIFA over Uniteds jagt på spilleren.
Men nu skulle Tottenham være klar til at lade den tidligere Bayer Leverkusen-spiller skifte til liga-rivalerne.
Et køb af Berbatov vil højst sandsynligt være gode nyheder for de engelske mestre, der er noget tyndt besat i angrebet op til sæsonpremieren mod Newcastle United.