Fletcher udlover førsteholdschancer til lånespillere næste sæson

Darren Fletcher udlover spilletid til nogle af de unge spillere, der i øjeblikket har midlertidige græsgange på lejeophold.

I skrivende stund har Manchester United lejet 13 spillere ud til andre klubber. Talentfulde spillere som James Garner, Amad Diallo, Brandon Williams og mange flere.

Men spørger man teknisk direktør i Manchester United, Darren Fletcher, er det snart tid til, at de unge drenge skal have chancen på Manchester Uniteds førstehold.

– Alle vores spillere gør det virkelig godt der, de er på lån. Vi glæder os til at få dem tilbage i preseason, og så må vi se, hvordan de klarer sig mod førsteholdsspillerne, siger han til The Athletic.

Mens 13 spillere har fået muligheden for at bevise sig andetsteds, har andre unge fået muligheden i førsteholdstruppen som Hannibal Mejbri og især Anthony Elanga, der er midt i sit Manchester United-gennembrud. Og Fletcher anerkender, at der er flere måder at udvikle unge spillere på.

– Vi er nødt til at finde balancen mellem at lade dem udvikle sig – under de rigtige omstændigheder – uden at lægge alt for meget pres på dem, siger han, og nævner sit samarbejde med Head of Academy, Nick Cox:

– Sammen med Nick Cox kigger jeg på, hvordan vi bedst muligt bruger lånesystemet til at give akademispillere uundværlig erfaring hos andre klubber.

Hvad er det lige, det vil sige at være teknisk direktør?

For et par uger siden såede Ralf Rangnick tvivl om, hvilken rolle, det egentlig er, Darren Fletcher har i klubben. Det opklarer skotten også.

– Da Ralf (Rangnick, red.) og hans assistenter kom ind, samtidig med, at Michael Carrick og Kieran McKenna stoppede, kom der en naturlig transitionsproces, som jeg skulle hjælpe til med, sammen med assistance til træningen. Det har nok været det mest tydelige i min rolle.

– Min nøglerolle er nok at skabe et helhedsoverblik over vejen for vores spillere fra akademiet til førsteholdet. For netop dén proces er en kæmpestor del af, hvad vi er for en klub, afslutter Fletcher.

Forrige artikel

Solskjær-fyring blev en dyr affære

Næste artikel

Talentspejder: Kan han levere det næste store gennembrud?

ANNONCE