Blind redder et point mod West Ham

Det lignede længe et nederlag, men kort før tid fik Daley Blind udlignet til 1-1, og sikrede dermed United det ene point i dagens udekamp mod the Hammers.

Med pointtab til både Liverpool, Arsenal og Manchester City i går, havde United muligheden for at spille sig endnu mere ind i varmen om en af de fire pladser, der giver adgang til næste sæsons Champions League.

West Ham på udebane er dog aldrig en nem opgave. Heller ikke selv om holdet fra det østlige London i dag var uden flere profiler, som Andy Carroll i angrebet og Winston Reid i forsvaret. Og med blot en sejr i de seneste seks ligakampe, burde United gå ind til kampen som favoritter.

Men det var ikke til at se, da kampen først blev fløjtet i gang. Hjemmeholdet leverede en god fight og indsats, og virkede mere tændte end United. Gæsterne havde svært ved at holde tempo i spillet og skabte meget få chancer i de første 45 minutter.

Omvendt gjorde Sam Allardyces tropper det godt. De sad tændt på United-spillerne og tillod ikke meget tid på bolden. Angel Di Maria blev aldrig for alvor sat i scene, ligesom van Persie og Falcao i angrebet alt for sjældent fik noget at arbejde med. Og når de gjorde, var bolden hurtigt væk igen.

Louis van Gaal havde som udgangspunkt valgt en offensiv opstilling, hvor Rooney, Januzaj og Di Maria skulle støde op fra midtbanen og støtte de to rutinerede angribere. Men det var ikke meget de offensive kræfter fik vist i dagens kamp.

West Ham var farlige på dødbolde, selv om store stærke Andy Carroll ikke var med. Og kort inde i anden halvleg var det da også netop en standardsituation, der gav kampens første scoring.

Cheikhou Kouyate var gået med frem fra forsvaret på et frispark nede i hjørnet. Han fik på indlægget lov at jonglere og vende i feltet, uden en eneste United-spiller gik i ham, hvorfor han fik sendt bolden i nettet.

Ganske vist var der masser af venner og fjender mellem de Gea i målet og Kouyate, og den blev snittet af en på vejen. Men det kan på ingen måde være godkendt at man får lov at stå og vende med bolden på den måde inde i feltet.

Scoringen sendte United op i tempo, mens hjemmeholdet konstant var farlige på omstillinger. David de Gea måtte, som vi så ofte har set i sæsonen, levere et par glimrende redninger for at holde United inde i kampen.

Med det højere tempo, kom der også flere chancer. Med et kvarters tid tilbage burde Falcao have udlignet, men den colombianske angriber brændte på West Hams keeper Adrian.

Det lignede længe et nederlag til United, men kort inde i dommerens overtid dukkede Daley Blind op på kanten af feltet. Hollænderen fik sparket bolden i nettet, og United sikrede sig dermed et enkelt point. Et point der kan vise sig at blive vigtigt i sidste ende, selv om tre havde lunet noget mere på kontoen.

Ikke en stor præstation af United, mens der omvendt skal gives ros til West Ham, der leverede en fornem indsats i dag. Ingen United-spillere ramte niveauet i dag, og der er fortsat et stykke vej til det spil van Gaal og vi andre gerne vil se.

United er med dagens resultat nummer fire i ligaen, et point foran Spurs og to foran Arsenal, mens der omvendt er et point op til Southampton på tredjepladsen og fem op til City på andenpladsen.

Næste opgave for United er på onsdag, hvor Burnley gæster Old Trafford. Burnley spillede i dag 2-2 hjemme mod West Bromwich, efter at have ført med 2-0. United må til det opgør undvære Luke Shaw, der fik to gule kort i slutningen af anden halvleg, og dermed måtte gå i bad kort før kampen var slut.

Forrige artikel

Startopstillingen mod West Ham

Næste artikel

LVG: Tilfreds med uafgjort

ANNONCE