Duncan Edwards blev blot 21 år, da han på tragisk vis døde af sine kvæstelser kort efter ulykken i München i 1958. Men på trods af hans unge alder, nåede han at efterlade et fantastisk indtryk på hele fodboldverdenen, som en del af Busby Babes i 1950’erne.
Nu har Edwards fået endnu en hyldest i hjembyen Dudley. Der er i dag blevet opkaldt en bus efter ham, for at ære hans minde, fortæller National Express West Midlands, der står for transporten i området.
Edwards navn står på ydersiden af bussen, mens der er information om Duncan Edwards karriere og liv indenfor i bussen. Bussen vil transportere passagerer mellem Dudley og Oldbury, Birmingham og Bearwood.
Ian Austin, der er medlem af parlamentet valgt ind fra Dudley-området, var manden der i dag stod for afsløringen af bussen. Han fortæller, “Duncan Edwards bør være en inspiration for alle unge mennesker”.
Duncan Edwards nåede 151 kampe for United, og 18 kampe for det engelske landshold. Han anses for et af de største talenter der nogensinde har været i fodbolden. En spiller der kunne det hele på banen, og havde en fantastisk personlighed. En spiller der desværre gik bort alt for tidligt.