Optakt: Revanche i Leeds?

Læs vores optakt til Leeds-Manchester United her.

Onsdag blev Erik ten Hag decideret udklasseret taktisk af Leeds’ midlertidige træner i første halvleg, som gjorde, at Leeds kom foran 2-0 kort efter pausen.

Heldigvis for Ten Hag havde Manchester United den fornødne individuelle klasse, som kunne vende nederlaget til et 2-2-resultat. Men der var ingen tvivl om, at det ikke var en tilfredsstillende aften på Old Trafford.

Søndag eftermiddag skal det revancheres på Elland Road, hvor anden akt af Roses Derby skal slås, formentlig med 37.000 skrupskøre Leeds-tilhængere på lægterne, der vil bære hjemmeholdet frem.

Manchester United har dog svært meget behov for de tre point, da andre tophold som Tottenham, Newcastle og Arsenal alle tabte point lørdag, så vil man avancere i tabellen, er en sejr nødvendig søndag eftermiddag.

Men Erik ten Hag fandt ud af onsdag, at det bliver lettere sagt end gjort, trods Leeds’ position i tabellen og status som Premier League-bundhold.

Dato, tid og sted

Kampen spilles klokken 15:00 på Elland Road i Leeds søndag.

Dommer

Paul Tierney

Skader og karantæner

Manchester United kommer til at være uden Scott McTominay, Anthony Martial og Antony, mens Ten Hag vil håbe, at Aaron Wan-Bissaka er blevet sin sygdom kvit. Derudover er Casemiro stadig ude med karantæne.

Leeds vil være uden Pascal Struijk, mens Liam Cooper, Marc Roca og Luis Sinisterra er tvivlsomme.

Mulige startopstillinger

Leeds United:
Meslier
Ayling – Koch – Weber – Firpo
Adams – McKennie
Summerville – Harrison – Gnonto
Bamford

Manchester United:
De Gea
Dalot – Varane – Martínez – Shaw
Fred – Sabitzer
Sancho – Fernandes – Rashford
Weghorst

Hold øje med

Wilfred Gnonto. Scorede et fremragende mål allerede inden der var gået et minut i kampen på Old Trafford. Hans fart, dribleevner og generelle individuelle klasse bliver nødvendigt at have et ekstra øje på.

Skribentens bud på kampens resultat

Leeds er fortsat uden en permanent træner, hvorfor man kan formode, at de ikke bringer noget meget anderledes rent taktisk end det var tilfældet på Old Trafford. Det betyder, at der ikke bør være noget, der overrasker Ten Hag.

Der kommer til at være en hektisk stemning på Elland Road, men Manchester United bør have den taktiske overhånd og de klart bedste spillere, og det bør resultere i en 2-0-sejr til gæsterne, der dermed kommer tilbage på sporet.

TV

See og Viaplay.

Hvad er dit bud på kampens resultat? Opret en profil på OldTrafford.dk og giv dit bud på det i kommentarfeltet under artiklen – så er du med i konkurrencen om en United-trøje.

2 kommentarer
  1. Jeg tror os at vi vinder i dag, for vi bliver ikke overrasket på samme som vi gjorde på Old Trafford, så jeg tror vi vinder 3-0 i dag os fordi det bliver anden kamp, med midtbanen bestående af Sabitzer og Fred..🙂 så de vil kende hinanden lidt mere i forhold til hvem, der gør hvad i de forskellige situationer, det vil selvfølgelig ikke være 100% på plads, men det vil helt sikkert være bedre..
    GGMU FOREVER❤️🖤 kom så boys

  2. Hmm jeg tror bestemt ikke Leeds på nogen måde “udklasserede” ETH taktisk, han vidste godt hvad de kom med og hvordan de ville gøre det, men en ting er en taktisk plan noget helt andet er udførelsen af den.

    Da Bruno mister bolden som føre til Gnonto flotte mål mindre end et minut efter kampstart har det intet med taktik at gøre, det er bare rigtig godt lavet af Gnonto og rigtigt dårligt af United herunder Bruno, men især Fred som ikke presser Gnonto godt nok i situationen desværre, og så er der også det held med det kræver, men super flot mål.

    Det man med rette kan tale om taktiske “genistreger” fra Leeds er at de formår at lukke det korte/centrale opspil ned for United, men igen, det var nok ikke lykkedes med Eriksen og Casimiro på banen i samme grad, men da hverken Fred eller Sabitzer besidder evnerne til at gøre sig spilbare centralt eller vende med bolden under pres, ser det nemt ud for gæsterne, tror desværre at ETH troede de kunne spille sig igennem centralt men måtte så konstatere at det ikke skete i tilstrækkelig grad, syntes dog ikke rigtigt der var nogle modløb/bevægelse fra midtbanen i første halvleg.

    Der hvor man for alvor kan kritisere ETH er manglen på en hurtig ændring af opspilstaktikken, jeg mener han burde havde bedt De Gea forsøge ind imellem at sparke langt og henover det første pres og sætte bolden på spil gennem duel på Weghorst og så forsøge at vinde 2. boldene…derved ville Leeds sandsynligvis trække deres 3 øverste pres spillere længere tilbage og derved give mere plads til det korte opspil fra bagkæden.

    Men typisk ETH han er stædig og vil spille bolden frem, det er prisværdig uden tvivl, men det er altså Premier League og ikke Eresdivisionen i Holland og det betyder altså noget især i forhold til tempo og fysik.

    Men det bliver spændende at se hvad ETH finder på i dag, er sikker på han har noget i ærmet i forhold til kampens forløb forleden…

    Forsigtigt gæt herfra 2-0 til de røde djævle…
    Rashford 2

    GGMU

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Begrænset dækning i dag

Næste artikel

Startopstilling: Første start til Sancho siden oktober

ANNONCE