Carrick accepterer rotation

Kampen om de to centrale midtbanepladser på Manchester Uniteds bedste mandskab har nok aldrig været større og hårdere end lige nu. Således kandiderer…

Kampen om de to centrale midtbanepladser på Manchester Uniteds bedste mandskab har nok aldrig været større og hårdere end lige nu.

Således kandiderer såvel Paul Scholes, Michael Carrick, Owen Hargreaves, Anderson som Darren Fletcher til en af de to centrale pladser. Desuden har både Ryan Giggs og John O”Shea med held vikarieret på denne position.

En situation, der – trods reduceret spilletid – imidlertid ikke generer Uniteds engelske landsholdsspiller Michael Carrick.

“Vi har god variation på midtbanen. Vi er forskellige typer, og vi bidrager alle med forskellige ting,” udtaler Carrick ifølge Manchester Evening News og tilføjer:

“Man vil gerne spille hver eneste kamp, men man bliver nødt til at acceptere, at man sommetider er inde og ude af holdet. Manageren ønsker at holde alle friske, og lige nu ser vi godt ud.”

Ros til Anderson og Nani
En af de nye spillere, der har henvist Carrick til bænken, er Anderson, 19, der uomtvisteligt har levet op til de store forventninger, der blev knyttet til brasilianeren i forbindelse med ankomsten fra FC Porto.

Og også Nanis, 21, præstationer og udvikling begejstrer Sir Alex Ferguson.

“Vi er meget glade for deres udvikling. Der er tydelige tegn på det. Anderson har slået til med det samme, mens Nani har skullet bruge noget tid. Han er blevet bedre og bedre, drengen. Han er selvfølgelig en anderledes type spiller – og begge gør det rigtig godt,” lyder Fergusons rosende ord til sine to nye guldfugle.

Og der bliver brug for samtlige kræfters bidrag i de kommende måneder, når “De røde djævle” skal forsøge at opnå hæder i både Premier League, FA Cuppen (Portsmouth) og Champions League (Lyon).

Forrige artikel

Chelsea - United på Kanal 5

Næste artikel

Benzema: Bliver i Lyon til 2009

ANNONCE