Carrick: Meget emotionel dag

Michael Carrick stempler dagens Premier League-trofæoverrækkelse som en meget speciel dag for Manchester United.

Ikke nok med at Manchester United i dag kunne fejre deres 20. mesterskabstrofæ i klubbens historie, så var det også en helt speciel dag på flere andre måder.

Sir Alex Ferguson sad i trænersædet for sidste gang på Old Trafford, i mens Paul Scholes spillede sin sidste hjemmekamp for Manchester United. De mange milepæle gør det til en helt speciel dag, der får sit eget kapitel i historiebøgerne, reflekterer Michael Carrick.

– Det har været en meget emotionel dag for alle omkring klubben. Vi står alle med en underlig fornemmelse, og sådan har det været hele ugen. Det har været en yderst speciel dag, siger Michael Carrick til BBC Sport.

Midtbanespilleren, der var nomineret til årets spiller i Premier League, fortæller, at Sir Alex Ferguson forsøgte at agere som var det en ganske normal kampdag.

– Selv i omklædningsrummet forsøgte han at gøre, som han plejer, så det for os virkede så normalt som muligt, men det lå hele tiden i baghovedet, at dette var sidste gang. Han fik en fantastisk velkomst og afsked, ganske som fortjent.

Forrige artikel

Vidic trist over Fergusons afsked

Næste artikel

Evra: Ved ikke, om jeg er glad eller ked

ANNONCE