Carrick: Vi fortsætter jagten

Michael Carrick vil fortsætte jagten på Chelsea og Manchester City i toppen af Premier League.

Manchester United er fortsat nummer tre efter hjemmesejren over Newcastle. Helt i toppen er Chelsea og City henholdvis ti og syv point foran, men United vil fortsætte med at lægge pres på førerholdende i den kommende tid.

Der venter to svære udekampe mod Tottenham og Stoke i de næste par kampe, to kampe der bliver meget vigtige, men som ikke er umulige at få seks point ud af, mener Carrick.

– Vi har vist gode takter de sidste par uger. Vi var meget skuffede over det uafgjorte resultat mod Aston Villa, men jeg synes, at vi svarede godt igen mod Newcastle. De næste par kampe vil blive en god test for os, her vil vi se hvor vi står, siger Carrick til Manutd.com.

– Vi fortsætter med at kigge opad, og vi opgiver ikke at fange de to i toppen. At spille ude mod Tottenham er altid en stor mundfuld, men vi har stor selvtillid i truppen.

I kampen mod Newcastle fungerede angrebsspillet rigtigt godt, her så vi fine kombinationer mellem de fire forreste. Det er selvfølgelig også noget der glæder Uniteds midtbanegeneral.

– Det er fire verdenstjerner, at spille med dem allesammen giver os et skræmmende våben. Det klikkede godt imellem dem mod Newcastle. Jeg synes vi dominerede kampen godt, og det er noget vi kan bygge videre på.

Se om United kan fortsætte det gode angrebsspil i kampen mod Tottenham på White Hart Lane. Der er Kickoff i morgen klokken 13.00.
 

Forrige artikel

Det lysner på skadesfronten

Næste artikel

Mata: Et privilegium at spille med Rooney

ANNONCE