Flere medier melder i dag, at Thiago Alcantara og Manchester United er meget tæt på hinanden. De to parter skulle angiveligt være nået til enighed omkring de personlige betingelser.
Nu kan “de røde djævle” imidlertid godt forberede sig på, at der bliver hård kamp om den 22-årige Barcelona-spillers underskrift. Ifølge The Mirror er Chelsea og Bayern München begge ude efter spanieren.
Avisen spekulerer desuden i, at Bayern har en klar fordel i Pep Guardiola. Den tidligere manager på Camp Nou har arbejdet sammen med Thiago før, og det var Pep, der gav stjernefrøet hans professionelle debut tilbage i 2009.
Thiago har en frikøbsklausul i sin kontrakt, der gør, at han kan erhverves for “sølle” 15 millioner pund. Det anses som værende en meget billig pris, når man tager i betragtning, at den unge midtbanespiller er et af de største talenter i europæisk fodbold.