City-chef kritiserer van Gaal

Louis van Gaal er en god træner, men er samtidig ekspert i at skabe sig fjender. Det mener Manchester Citys topchef, Ferran Soriano, der har en fortid i FC Barcelona.

Louis van Gaal er en mand, der deler vandene på godt og ondt i Fodboldeuropa. 

Og den måske kommende United-manager ser allerede ud til at have skabt sig et dårligt ry hos bysbørnene fra Manchester City. 

Tilbage i marts langede Ferran Soriano, der er adm. direktør i City, således ud efter van Gaals ledelsesstil på et trænerseminar. 

– Hvis man behandler sine folk dårligt, husker de det. En dag vil man begå fejl, og så slår de en ihjel. Jeg har set det i flere klubber, sagde Soriano ifølge The Times. 

– Louis van Gaal har været en rigtig god træner i mange klubber, men hans ledelsesstil er meget problematisk. Der skete det samme for ham i Barcelona som i Bayern. Han er meget hård, folk bryder sig ikke om ham, men han vinder. Men en dag stopper man med at vinde. Og når man ikke vinder, vil folk, der er sure på dig, vende tilbage og forsøge at slå dig ihjel, fortsætter Soriano. 

Ferran Soriano kom til Barcelona et halvt år efter, van Gaal var blevet fyret for anden gang i klubben. 

Den 62-årige hollænder har vundet titler med Ajax Amsterdam, FC Barcelona, AZ Alkmaar og FC Bayern. 

Forrige artikel

Scholl: Rooney kan få problemer med van Gaal

Næste artikel

Andy Cole: De Gea årets spiller

ANNONCE