Skadesproblemerne fortsætter i de bagerste geledder hos Manchester United. Aaron Wan-Bissaka forventes ukampdygtig i længere tid og gør dermed Varane, Shaw og Malacia selskab på skadeslisten.
Højrebacken spillede de sidste fem minutter af lørdagens kamp mod Brighton, og det var i de minutter, at den 25-årige englænder pådrog sig skaden.
Manchester oplyser ikke, hvilken skade der er tale om, eller hvor længe Aaron Wan-Bissaka præcist forventes at være ud af holdet.
– Yderligere undersøgelser vil være nødvendige for at fastslå, hvor længe Wan-Bissaka er ude, men de første indikationer tyder på, at det vil være adskillige uger, skriver klubben på hjemmesiden.
The Athletic mener at vide, at der er tale om en baglårsskade, og at backen kan være ude i op til to måneder.