Di Canio sagde nej til Manchester United

Daværende anfører for West Ham troede det var en joke, da han modtog et opkald fra Sir Alex.

Den nu fyrede Sunderland-manager, Paolo Di Canio, spillede i perioden 1999-2003 i West Ham, hvor han var anfører. En tjans, som han angiveligt kunne have skiftet ud undervejs.

For en aften i juledagene modtog italieneren et opkald, som han først troede var en joke. Manden i den anden ende af røret sagde således, at han hed Alex Ferguson – og var ude efter offensivspilleren. Det siger han til Fox Sport ifølge ESPN.

– Det var jul og jeg modtog et opkald på min telefon – og det var Ferguson. Du kunne høre på hans stemme, at han havde drukket, og han spurgte mig, om jeg ville komme til Manchester United.

– Til at starte med troede jeg det var en joke fra en ven, så jeg spurgte ham tre gange, hvor jeg skulle tage hen, før jeg indså, at det virkelig var ham.

Men den var altså god nok, fornemmede Di Canio. Han havde muligheden for at komme til Manchester United. Italieneren var dog ikke længe om at beslutte sig.

– Men så sagde jeg nej. Jeg var kaptajn for West Ham og kunne derfor ikke acceptere.

Di Canio spillede som aktiv fodboldspiller i 11 forskellige klubber, heriblandt klubber som Juventus, Milan og Celtic. Men United måtte altså være ham foruden.

Forrige artikel

Rygtet United-emne er ikke til salg

Næste artikel

Managerskepsis afgører fremtiden for Wilfried Zaha

ANNONCE