Luke Shaw er sammen med sine holdkammerater rejst til St. Georges Park og mødt op i den engelske trup forud for de kommende træningskampe i landskampspausen. Men modsat de andre, så er han der for at genoptræne og blive kampklar igen.
Englænderen har allerede været ude i en måneds tid, og om bare få måneder begynder dette års EM i fodbold i Tyskland. Om bare 88 dage begynder slutrunden for Englands vedkommende – de spiller den 16. juni mod Serbien på VELTINS-Arena. Til stor frustration for Shaw og dem, der måtte holde med United og England, er der ikke kommet noget tidsestimat på, hvornår han præcis er tilbage igen.
I forbindelse med den engelske landsholdsudtagelse blev den nuværende engelske landsholdstræner, Gareth Southgate, af BBC Radio 5 Live spurgt ind til, om Shaw skal med til EM til sommer. Til det svarede han ret positivt:
– Jeg må sige ja, for tidsplanerne antyder, at han kun vil være tilgængelig i sæsonens sidste dage, lyder det fra ham.
Men til det svarede han også:
– Du ved ikke, hvilken udgave af spilleren du får.
– Vi kan måske få alle de, der i øjeblikket er skadet, tilbage og tilgængelige, men hvor fit de er, hvor kampklare de er, og hvor robuste de er til at komme igennem en turnering, det bliver også noget, vi bliver nødt til at finde ud af i de næste par måneder, siger Southgate.
Til Shaws held, så råder Southgate i forvejen ikke over særlig mange rendyrkede backs. Samtidig meldte Arsenal-back Ben White ud forleden, at han ikke ønsker at deltage på et engelske landshold lige foreløbig. Mon ikke der alligevel gemmer sig en plads til Shaw til sommer så?