Erik ten Hag om McTominay-salg: »Vi bliver nødt til at diskutere reglerne«

Manchester Uniteds manager står med blandede følelser, efter at Scott McTominay er rejst til Napoli. Erik ten Hag foretrak at beholde midtbanespilleren, men salget er nødvendigt for klubben. Det udtaler han på fredagens pressemøde forud for Liverpool-kampen.

(Steve Bardens/Getty Images)

Inden dagen er omme, er Scott McTominay med meget stor sandsynlighed blevet præsenteret som ny Napoli-spiller. Manchester United sælger skotten for 30 millioner euro.

Men Erik ten Hag er splittet. Han er glad på McTominays vegne, men den hollandske manager så helst, at den 27-årige midtbanespiller blev i klubben.

De økonomiske regler kræver dog, at United sælger spillere, hvis de samtidig skal kunne hente forstærkninger. Og her har egenudviklede spillere en højere værdi end andre spillere, da transfersummen tæller som ren profit, i og med en tidligere transfersum ikke skal modregnes. Erik ten Hag mener, man skal kigge på reglerne.

– Det er med blandede følelser, fordi jeg foretrak ikke at miste ham. Han er Manchester United hele vejen igennem. Han var så vigtig for vores hold, for Manchester United. Han har været her i 22 år. Det er desværre reglerne. Vi bliver nødt til at diskutere reglerne. Du bliver nødt til at sælge, og egenudviklede spillere har større værdi. Det er ikke det rigtige at gøre, udtaler han på fredagens pressemøde forud for søndagens kamp mod Liverpool.

Han slår dog fast, at alle generelt er tilfredse med udfaldet.

– For alle parter, er det en god aftale. Scott er glad for det. Napoli selvfølgelig, fordi han er en rigtig god spiller. Men også for os, siger han.

»Du kan ikke sammenligne dem«

Salget af McTominay har banet vejen for, at United kunne imødekomme PSG’s krav for den defensive midtbanespiller Manuel Ugarte, som bliver købt fri for 50 millioner euro.

Men ifølge Erik ten Hag skal det ikke ses som én til én-erstatning.

– Du kan ikke sammenligne dem. Det er to forskellige spillere. Vi havde tre 10’ere, og kun én defensiv midtbanespiller. Så det er idéen bag, siger han.

Manuel Ugarte har allerede underskrevet sin kontrakt med Manchester United, skriver Fabrizio Romano.

Motoren fra Montevideo: Ugarte bliver midtpunktet i Uniteds maskinrum

Forrige artikel

Fabrizio Romano: Chelsea byder på Sancho

Næste artikel

Officielt: Ugarte er United-spiller

ANNONCE