Foto: Manchester United/Manchester United via Getty Images
Efter en rum tid, hvor det har været en offentlig hemmelighed, er Manuel Ugarte nu officielt Manchester United-spiller. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.
Den defensive midtbanespiller kommer til den engelske storklub på en femårig kontrakt med option på yderligere et år i en handel, der ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano lyder på 50 mio. euro plus 10 mio. euro i add-ons.
– Det er en utrolig følelse at blive en del af en klub af denne størrelse; en der er beundret over hele verden. Det projekt, som fodboldledelsen har præsenteret for mig, er ekstremt spændende; Manchester United er en ambitiøs klub, og jeg er en ambitiøs spiller.
– Tilhængernes lidenskab er noget, der er meget vigtigt for mig; jeg ved, hvor utrolige United-fans er, og jeg kan ikke vente med at opleve Old Trafford. Jeg er en person, der er så fast besluttet på at lykkes og jeg vil ofre og give alt for mine holdkammerater. Sammen vil vi kæmpe for at vinde trofæer og nå det niveau, hvor denne klub skal være, siger den nye United-spiller i forbindelse med præsentationen.
Også klubbens sportsdirektør er glad for, at Ugarte endelig kan kalde sig United-spiller.
– At skrive kontrakt med Manuel var et af vores primære mål for denne sommer. Han er blandt de allerbedste boldvindende midtbanespillere i verden og har allerde haft en fremragende karriere i både klub- og landsholdsniveau. Hans kvaliteter, erfaring og passion vil være et fantastisk supplement til vores stærke gruppe af midtbanespillere.
– Manuel er en spiller, vi har fulgt tæt, og vi er begejstrede for at se den positive indflydelse, han vil få på banen og i omklædningsrummet, mens vi fortsat stræber efter succes, udtaler Ashworth.
Den uruguayske landsholdsspiller har i den forgange sæson fået 37 optrædener for det franske mesterhold PSG og står noteret for 22 landskampe for hjemlandet.
Vil du blive lidt klogere på den nye signing, har vi lavet et portræt af Motoren fra Montevideo.