(Icon Sportswire via Getty Images)
Sæsonen er skudt i gang med et udeblevet brag. Vores midtbane synes at have overdraget nogle af symptomerne fra den forgangne sæson, men måske har vi fundet kuren.
Manuel Ugarte er navnet, der har floreret på United-tunger hele sommeren. Men nu hvor handlen er landet, hvad kan vi så forvente os af den 23-årige uruguayaner? Og hvordan har den røde djævel fundet vej til hans bryst?
En ægte garra charrúa
Ugarte er født og opvokset i Uruguays hovedstad Montevideo. Allerede som 15-årig får han sin debut i landets bedste række for lokalklubben Fénix. Han bliver århundredets yngste debutant i rækken.
Han er ikke bleg for at vise tænder på banen, og det er tydeligt, at det uruguayanske ideal garra charrúa løber i venerne på den unge midtbanespiller. Garra Charrúa betyder Charrúarnes (det oprindelige folkefærd) klør, altså at man kæmper med alt, man har, på banen.
Som 18-årig bliver han kaptajn for klubben, og han ender med at fighte for trøjen 57 gange, men det er tydeligt, at større adresser venter den unge arbejdshest.
Prøvelser i Portugal
I januar 2021 ligger den portugisiske klub Famalicão og roder omkring nedrykningsstregen, men så henter de en 19-årig Ugarte, og skuden vendes. Med sine uruguayske vinderben løber han de portugisiske græstæpper tynde, og klubben ender i kamp om europæiske pladser.
Men det bliver ikke til mere end en halv sæson, før Ugarte finder vej til Amorims Sporting-mandskab. Her cementerer han sig som én af ligaens stærkeste midtbanespillere. Det er især hans boldvindende evner, der er ekstraordinære, og han bliver den spiller med allerflest af slagsen på tværs af hele ligaen.
Det er ikke kun i Primeira Liga, den utrættelige motor gør sig bemærket. Sidste år i Europa League er han med til at sende Arsenal ud af turneringen med en pragtpræstation. Dog blev den temperamentfulde uruguayaner vist rødt efter en hensynsløs tackling i de døende minutter af forlænget spilletid – en konsekvens af den kompromisløse aggresivitet, han undtagelsesløst lægger for dagen .
Fra Paris til Manchester
Ugartes udmærkelser i Portugal går ikke ubemærket hen, og PSG opsnapper ham efter 2022-23 sæsonen. I League 1 fortsætter han, hvor han slap, og på hans blot 25 ligakampe topper han også her listen for flest bolderobringer på tværs af ligaen.
Han er også fast man på holdkortet i gruppespilskampene i Champions League, men udelades i knockout-fasen. I sommers spiller 23-årige Ugarte en brandturnering til Copa America i hjertet af Uruguays mandskab, der fik bronze ved lejligheden.
Men mod slutningen af sæsonen blev optrædenerne færre, og den reducerede spilletid for PSG er nu blevet konverteret til et klubskifte til United.
Lige så sulten, Ugarte er på banen, lige så sulten er vi efter at se ham i aktion for de røde djævle hurtigst muligt. Men hvad kan vi forvente?
Fight før finesse
Det er ikke tilfældigt, at lige netop uruguayaneren har været INEOS’ primære transfermål til midtbanen. Med en aldrende Casemiro er det på tide, at en erstatning til at beskytte forsvarslinjen er kommet til klubben.
Ugarte kan være en afgørende brik for at fjerne rust i maskinrummet. Hans profil komplimenterer nemlig Stockport-stjerneskuddet Kobbie Mainoo enormt godt. Med sine endeløse bolderobringer og utrættelige løbepensum, vil han muliggøre mere kreativ frihed til Mainoo og Fernandes længere oppe på banen.
Også på trænerfronten passer arbejdsterrieren bedre ind hos Ten Hag end sin tidligere træner. Hvor Enrique er kompromisløs tiki-takarianer, fokuserer hollænderen mere på pres og genpres.
I disse facetter kan en ægte garra charrúa, som Ugarte, være nøglen til at udløse det spil, vi så længe har eftersøgt fra Ten Hags mandskab. Udover lysten til at vinde bolden, evner Ugarte også at holde netop den til fødderne og drive den frem egenhændigt.
Steder der kan bygges på er i afleveringsspillet, hvor han sjældent tager sig ud som den mest progressive pasningsspiller. Også i luftrummet kan Ugarte, der måler 182 cm, blive udfordret.
Men det samme sagde man om Lisandro Martinez, der efterhånden har bevist, at man kommer langt med en et drys sydamerikansk aggresivitet. Nu må vi se, hvor langt Manuel Ugarte kan drive det, når han inden længe kan kalde sig en red devil.
Manuel Ugarte er i dag til lægetjek på Carrington, og hvis alt går, som det skal, forventes han at blive annonceret en af de kommende dage.
Hmm den karakteristika er lige i min boldgade…
Et nyt midtbane kraftværk ala en Keano har virkeligt været savnet….håbede Casemiro var løsningen da han kom til klubben, men alderen, sulten, tilfredsheden med lønposen var tydeligvis ikke de rigtige match…han er “over the hill”
En ung sulten dynamo central er uden tvivl den rigtige medicin..
Jeg glæder mig helt vanvittigt til at se Ugarte i aktion.
GGMU