Erik ten Hag om trofæjagt: Tænker ikke på det

Manchester United ligner, for første gang i lang tid, et hold, som kan spille med om titler. Men Erik ten Hag har slet ikke det fokus endnu. Det fortæller manageren på pressemødet forud for kampen mod Everton i FA Cup.

Erik ten Hags mandskab har stille og roligt nærmet sig den absolutte top i Premier League. Til februar venter der så to opgør mod FC Barcelona i Europa Leagues 1/16-finaler. Derudover deltager holdet stadig i kampen om de to engelske cup-trofæer, hvor de i aften tager hul på den prestigefulde FA Cup.

Sagt med andre ord, der er rig mulighed for at hive et trofæ hjem i denne sæson.

Men som vi har lært at kende Erik ten Hag indtil videre, så er det en mand, som altid forholder sig roligt. Han nægter konsekvent at udtale sig om konkrete målsætninger.

Så selvom United er startet fejlfrit efter VM-pausen med fire sejre ud af fire mulige, så giver det ikke den hollandske manager store armbevægelser.

Til spørgsmålet om hvordan det ville være at vinde et trofæ i sin første sæson som United-manager, lyder det:

– Det tænker jeg ikke på. På det her tidspunkt i sæsonen er det ikke mit fokus.

Erik ten Hag lader sig ikke distrahere. Hvis man tænker for langt frem, bliver man distraheret, påpeger han.

– Du bliver nødt til at fokusere på at komme i en position, hvor det er muligt at vinde noget. Der er mange kampe at spille, og jeg ved, at sæsonen er lang. Især med de kampe vi har foran os, forklarer han yderligere.

Kampen mod Everton, som bliver fløjtet i gang kl. 21:00, bliver Erik ten Hags første møde med verdens ældste cupturnering.

 

Forrige artikel

Officielt: Manchester United låner Jack Butland i Crystal Palace

Næste artikel

Erik ten Hag opdaterer på Donny van de Beek: Han er knæskadet

ANNONCE