Eriksen kåret til månedens spiller i United

Christian Eriksen er blevet kåret til at være Manchester Uniteds bedste spiller i september.

Det er ikke kun i Danmark, at vi er glade for Christian Eriksen, hvis flotte langskudsmål torsdag aften ikke var nok til at sikre point for det danske landshold mod Kroatien.

Også i Manchester United er man glade for den danske midtbanespiller, der har været fast mand på holdkortet hos manager Erik ten Hag.

I en afstemning på klubbens hjemmeside og app har United-fans kåret Eriksen til månedens spiller i United for september. Det bekræfter klubben fredag eftermiddag.

Danskeren har fået hele 62 procent af stemmerne foran Jadon Sancho og Raphaël Varane, der fik henholdsvis 28 og 10 procent af stemmerne.

Eriksen er den seneste tid blevet rost til skyerne for sin store betydning for de røde djævle. Nogle fans på sociale medier går endda så langt at kalde danskeren en bedre spiller, end Paul Pogba var i den røde trøje.

Midtbanespilleren har spillet en stor rolle i Uniteds offensive spil den seneste måneds tid, hvor han blandt andet er noteret for to assists.

Forrige artikel
Ralf Rangnick

Bruno forklarer hvorfor Rangnick fejlede

Næste artikel

Scholes: Eriksen er en klog spiller

ANNONCE