Manchester United kan være tæt på at sikre sommerens andet indkøb. I hvert fald skriver ESPN’s Brasilien-korrespondent Jose Elias, at Manchester United er i forhandlinger med Hoffenheim om Roberto Firmino.
Forhandlingerne er ifølge Jose Elias, der måske kendes bedre som Zé Elias, nået så langt, at klubberne er nået til enighed om en pris på 13,1 millioner pund for den brasilianske offensivspiller.
Roberto Firmino har primært spillet på den offensive midtbane for Hoffenheim, som han i sidste Bundesliga-sæson leverede 7 mål og 10 assists i 33 kampe for. Endvidere har Firmino siden sin debut i november 2014 spillet fem kampe for Brasiliens landshold.