Der var ikke lige stor gensynsglæde hos alle 60.000 fremmødte på Emirates, da Robin van Persie søndag vendte tilbage til sin tidligere hjemmebane som Manchester United-stjerne.
Hollænderen måtte lægge øre til en massiv pibekoncert, når han var i boldbesiddelse. Det skuffer Patrice Evra.
– Robin traf det rigtige valg. Han blev længe i Arsenal, men vandt ikke noget. Nu er han kommet til Manchester United og har straks vundet ligaen. Jeg forstår ikke fansene buher af ham for det. Det er skuffende, at de så hurtigt glemmer, hvilke ting han udrettede for deres klub. Jeg fornemmer, Robin føler det på samme måde, siger Evra til engelske medier.
Van Persie scorede Uniteds enlige mål i opgøret, som sluttede 1-1.