Cristiano Ronaldo vender tilbage til Old Trafford for første gang siden rekordskiftet til Real Madrid i 2009. Et skifte, der desuden gjorde ham til verdens dyreste fodboldspiller.
Manchester Uniteds venstreback Patrice Evra ved, hvor svært det vil blive for hans tidligere portugisiske holdkammerat under kampen.
– Det er meget vanskeligt, når man spiller med kærlighed, siger Patrice Evra ifølge Fifa.com til MUTV.
Stor modtagelse i vente
Cristiano Ronaldo var manden, der for 3 uger siden bragte Real Madrid tilbage på rette kurs med et imponerede hovedstødsmål. Det skete i en situation, hvor portugiserens springkraft udstillede Evra. Alligevel giver Evra den 28-årige målskytte pæne ord med på vejen.
– Cristiano vil få en fantastisk modtagelse på tirsdag, på grund af hvad han har opnået for Manchester United. Fansene vil aldrig glemme, hvad han har gjort. Og han elsker stadig klubben, siger Evra.
– Jeg husker, at vi havde en snak efter kampen. Han sagde, at det vil blive endnu sværere at komme hertil (Old Trafford, red.). Dette er hans hus, så der vil være en masse følelser. Jeg håber, at han ikke spiller godt på grund af det.
– Men Ronaldo er en vinder. Han er et stort konkurrencemenneske. Hvis han har muligheden for at vinde over Manchester United, vil han gøre det, slutter Evra.