Falcao kæmper videre

Radamel Falcao vil blive ved med at kæmpe for at vise, at han er god nok til en permanent aftale med Manchester United.

Louis van Gaals tålmodighed med Radamel Falcao synes at være opbrugt. I de sidste tre Premier League-kampe har Falcao startet på bænken, men hovedpersonen selv insisterer dog på, at han vil blive ved med at kæmpe for sin chance i Manchester United

– Jeg har bare brug for at spille. Jeg må ikke være bekymret – jeg skal være klar til at tage chancen, når den kommer, siger Falcao til den colombianske radiostation Radio Caracol.

– Jeg er glad for at være i klubben og for måden, som fansene og mine holdkammerater har behandlet mig på. Jeg bliver ved med at kæmpe til det sidste i Manchester United, siger den colombianske angriber.

Falcao erkender dog, at det langt fra er sikkert, at han bliver i Manchester United. Han har brug for spilletid.

– Når sæsonen er færdig, sætter jeg mig ned, analyserer tingene og beslutter, hvad der er bedst for mig. Selvfølgelig skal jeg finde et sted, hvor jeg har kontinuitet og kan spille. Lige nu er jeg fokuseret på klubben (Manchester United, red.). Der er otte kampe tilbage, og alt kan ske, siger den 29-årige angriber.

Indtil videre har Falcao dog langt fra levet op til forventningerne. Siden skiftet på sidste dag af sommertransfervinduet har angriberen spillet 22 kampe for Manchester United, men har kun scoret 4 mål.

Forrige artikel

David Gill ny vicepræsident i FIFA

Næste artikel

McNair er begejstret over første sæson

ANNONCE