Falcao vil have mere spilletid

Radamel Falcao vil gerne blive i Manchester United. Men kun hvis han får flere minutter, end tilfældet er nu, i støvlerne.

Manchester United hentede i sommer Radamel Falcao på en etårig lejeaftale, men indtil videre har angriberen haft svært ved at slå til.

Alligevel slår den 28-årige colombianer nu fast, at han gerne vil gøre skiftet til Old Trafford permanent. Det kræver dog, at han får mere spilletid. 

– Fra mit synspunkt, ja, så vil jeg gerne blive. Men det er klart, at jeg bliver nødt til at analysere min situation, siger Falcao til The Telegraph og fortsætter. 

– Jeg må se, om jeg får mere spilletid, og hvilken beslutning bestyrelsen når frem til. Men personligt vil jeg meget gerne blive her. 

Falcao er i løbet af de sidste mange år blevet kendt som en af Europas absolut farligste angribere. 

Siden skiftet til United har landsholdsspilleren dog været hårdt plaget af skader. I søndags gjorde han comeback mod Liverpool, og nu føler han sig fit for fight. 

– Jeg føler mig klar til det øjeblik, holdet har brug for mig. Hver gang, jeg har muligheden for at komme på banen, forsøger jeg at gøre det bedste for træneren, og jeg forsøger at hjælpe holdet, siger Falcao, der ikke lægger skjul på, at han er træt af tilværelsen som bænkevarmer. 

– Enhver fodboldspiller vil spille, ingen er tilfredse, når de er på bænken i stedet for banen. Men hver gang, jeg får muligheden, og om det så er 10, 20 eller 90 minutter, skal jeg gøre mit bedste. 

Radamel Falcao har indtil videre blot nettet en gang for United, da han scorede sejrsmålet i 2-1-kampen mod Everton. 

Manchester United har forkøbsret på Falcao, der er ejet af AS Monaco, efter sæsonen. 

Forrige artikel

Di Maria årets spiller i Argentina

Næste artikel

Tid til at slippe ’El Tigre’ løs?

ANNONCE