Foto: Andreas Rentz, Getty Images
Spilgiganten Electronic Arts har udgivet fodboldspil i over 30 år, siden de i 1993 udgav spillet ‘FIFA International Soccer’.
Året efter udkom ‘FIFA Soccer 95’, og siden har en årlig spiludgivelse fulgt efter, indtil seriens sidste spil, ‘FIFA 23’, udkom i september 2022. Løbende har der også været udgivet særudgaver i forbindelse med VM-slutrunderne i 1998, 2002, 2006, 2010 og 2014.
For et år siden startede et nyt kapitel med udgivelsen af ‘EA Sports FC 24’. Og på fredag udkommer det andet spil i den nye serie: ‘EA Sports FC 25’.
Uniteds bedste spiller i EA Sports FC 25
Det kommer nok ikke som en overraskelse for mange, at United-anføreren Bruno Fernandes er Uniteds bedst vurderede spiller i FC 25. Han har fået en rating på 87, og det er der altså ikke nogen andre, der kommer i nærheden af.
På en delt andenplads har vi Matthijs de Ligt, Lisandro Martínez og Casemiro. Alle med en rating på 84, hvilket for sidstnævnte er et fald på 5 fra udgivelsen af sidste års spil.
Her følger spillets ratings for hele United-truppen, som det ser ud lige nu:
87 – Bruno Fernandes
84 – Matthijs de Ligt, Lisandro Martínez og Casemiro
83 – André Onana
82 – Diogo Dalot og Luke Shaw
81 – Noussair Mazraoui, Manuel Ugarte og Marcus Rashford
80 – Harry Maguire
79 – Alejandro Garnacho og Joshua Zirkzee
78 – Leny Yoro, Victor Lindelöf, Christian Eriksen, Mason Mount og Rasmus Højlund
77 – Kobbie Mainoo og Antony
76 – Altay Bayindir og Tyrell Malacia
75 – Amad Diallo
74 – Jonny Evans
70 – Tom Heaton
64 – Ethan Wheatley
61 – Dan Gore
60 – Harry Amass
59 – Toby Collyer
Uniteds bedste i tidligere udgivelser
Tilgængelige databaser viser, hvem der har været Uniteds bedste spiller i samtlige udgivelser siden FIFA 07. Databaserne er løbende opdateret i takt med transfers samt udviklingen i spillernes form. Derfor har vi taget udgangspunkt i første opdatering i september, det vil sige snarest muligt efter transfervinduets lukning.
I FIFA 07 var det Wayne Rooney, der var vurderet højest blandt United-spillerne, men året efter overtog Cristiano Ronaldo og var den bedst vurderede indtil sit skifte til Real Madrid.
Herefter var Rooney nu nummer 1 igen, indtil Robin van Persie var det i FIFA 13, 14 og 15. I sidstnævnte måtte han dog dele førstepladsen med Radamel Falcao, der desværre ikke levede op til dette i den virkelige verden.
I FIFA 16 var Rooney tilbage som nummer 1, dog delt med Bastian Schweinsteiger og David De Gea. Keeperen måtte så dele med Zlatan Ibrahimovic i FIFA 17 og var ene om at være nummer 1 i FIFA 18, 19 og 20.
I FIFA 21 blev Bruno Fernandes vurderet som Uniteds bedste spiller. Han måtte dog vige for Cristiano Ronaldo i FIFA 22 og 23, inden Casemiro startede FC 24 som Uniteds bedst vurderede spiller med en rating på 89.