Fellaini også skadet

Det er ikke kun Robin van Persie, der døjer med en skade. Det gør Marouane Fellaini også.

En ulykke kommer sjældent alene, lyder et gammel ordsprog, og det kan Manchester United-manager David Moyes godt skrive under på. Ikke alene må han undvære den hollandske bomber Robin van Persie, for nu er Marouane Fellaini også blevet skadet. 

Der er dog ikke tale om den håndledsskade, som belgieren egentlig løber rundt med. Han er i stedet blevet skadet i ryggen. 

– Marouane Fellaini har en lille rygskade, siger han ifølge London Evening Standard uden at komme nærmere ind på, hvor alvorlig den er.

Samtidig måtte den skotske manager undvære fortsat skadede Michael Carrick, Nemanja Vidic og Patrice Evra i sejren over Shakhtar Donetsk i tirsdags, men han er fortrøstningsfuld omkring situationen. 

– Jeg tvivler ikke på, at det bliver bedre. Jeg er sikker på, at vi har masser af spillere, som kan dække det, og vi savner dem ikke for meget, siger chefen. 

På søndag vil det så vise sig, om han får ret. Der gæster United nemlig Villa Park og har desperat brug for tre point, så de kan forbedre den pauvre niendeplads i Premier League.

Forrige artikel

Skadet på ny: Robin van Persie ude i en måned

Næste artikel

Januzaj bliver gerne hele karrieren i United

ANNONCE