Ferdinand udskyder kontraktforhandlinger

Da Rio Ferdinand tilbage i 2002 skiftede fra Leeds United til Manchester United, betalte de engelske mestre næsten 31 millioner pund for den 1,92 meter…

Da Rio Ferdinand tilbage i 2002 skiftede fra Leeds United til Manchester United, betalte de engelske mestre næsten 31 millioner pund for den 1,92 meter høje forsvarsspiller, hvilket på daværende tidspunkt var rekord.

Siden da har den 29-årige engelske landsholdsspiller optrådt 165 gange for United og bliver af mange betragtet som den absolut vigtigste spiller i forsvaret.

Nu vækker Ferdinands opførsel dog bekymringer hos ledelsen på Old Trafford. Således udløber hans nuværende kontrakt i sommeren 2009, og til trods for at United har presset på for at indlede forhandlinger om en forlængelse, har Ferdinands agent Pini Zahavi slået fast, at de tidligst vil påbegynde disse, når sæsonen er slut.

Sidste gang Ferdinand fik forlænget sin kontrakt, tog det parterne 16 måneder at blive enige, hvilket man i Manchester nu frygter vil gentage sig. Desuden har den engelske landsholdsspiller før givet udtryk for, at han gerne vil nå at spille for en italiensk eller spansk klub, før han lægger støvlerne på hylden.

Under alle omstændigheder vil Ferdinand og hans agent sidde med de bedste kort på hånden, når der til sommer skal forhandles om en ny aftale.

Forrige artikel

United snupper talent fra Scouserne

Næste artikel

"Man forlader bare ikke United"

ANNONCE