Manchester United kan risikere at skulle undvære Sir Alex Ferguson i starten af næste sæson. Grunden er, at han skal opereres i hoften og derfor måske ikke når at blive klar til sæsonens første kampe. Det skriver Daily Mail.
Ferguson skal først under kniven efter preseason-turen, som slutter 30. juli. Dermed er han formentlig ikke med, når United spiller Community Shield 11. august og starter Premier League-sæsonen en uge efter.
Daily Mail citerer anonyme, men højtstående kilder i klubben for at sige, at de vil være ‘forbløffede’, hvis 71-årige Ferguson bliver klar til sæsonstarten.
Ifølge avisen har United bekræftet, at Ferguson skal opereres, men har endnu ikke meldt noget ud om hverken datoen for operationen eller den forventede genoptræningstid.