Rio raser over racisme

Rio Ferdinand er rystet over de smædesange, som han sammen med sin bror var offer for i tirsdagens kvalifikationskamp mellem Montenegro og England.

Det er altid det larmende mindretal, der ødelægger det for alle de andre tilskuere til en fodboldkamp. 

Sådan lyder det kontant fra Rio Ferdinand, efter han sammen med sin bror angiveligt var offer for racistiske smædesange fra medrejsende fans, da England i tirsdags spillede 1-1 mod Montenegro i VM-kvalifikationen. 

– Du forventer og accepterer at blive udsat for skæmt fra fansene på lægterne, for det er noget af det, der gør spillet fantastisk, men racisme skal man ikke spøge med og så endda fra dine egne fans. WOW, skriver Ferdinand på Twitter og fortsætter. 

– Det er altid et lille mindretal, der ødelægger det for de andre. Men lad os nu ikke drage forhastede konklusioner + lad os håbe på, at det bare har været drillerier. Nu må vi se efter undersøgelsen. 

Upopulært afbud

Rio Ferdinand har fået store dele af de engelske fans og medier på nakken, efter han meldte afbud til Englands kvalifikationskampe i 11. time. 

Det skete angiveligt, fordi Ferdinand skulle passe det specielle træningsprogram, som Manchester Uniteds lægestab har lavet til ham for at skåne hans ryg. 

Alligevel valgte den 34-årige forsvarsspiller efterfølgende at flyve Doha for at være ekspertkommentator på Al-Jazeeras dækning af Englands kamp mod San Marino. En rejse, der tager 15 timer. 

Forrige artikel

England anmeldt for racisme

Næste artikel

Fergie friskmelder skadet trio

ANNONCE