United-manageren har været hårdt presset ovenpå katastrofe-nederlagene til Middlesbrough og relativt upåagtede Lille – ikke mindst fordi Roy Keane valgte at offentliggøre kritik af navngivne spillere midt i det hele.
Og det har den skotske manager nu gjort helt klart, at han under ingen omstændigheder ser gentaget. Keane kan kritisere alt det han vil indenfor Carringtons vægge, men gøres det i pressen, falder der brænde ned.
“Man kritiserer ikke nogle af Manchester Uniteds spillere udenfor klubbens fire vægge. Det har jeg aldrig gjort og kunne heller aldrig finde på det.”
“Det her er ikke værre end andre uger, hvor resultaterne ikke har været med os. De er kommet i perioder i årenes løb og dem må man tage med. Det er klart, der er kritik, kritik kommer alle steder fra. Som manager må man dog sørge for, at den i det mindste holdes internt i klubben,” begrunder Fergie sin holdning.