Fergie tilfreds trods nederlag

Et reservespækket mandskab måtte tirsdag aften lide sæsonens første europæiske pointtab. Men Sir Alex Ferguson tager de positive aspekter med fra kampen i Istanbul.

Det blev til startpladser for spillere som tilbagevendte Phil Jones og marginalspillere som Alexander Büttner og Nick Powell, da Manchester United tirsdag aften var på besøg hos Galatasaray. En stort opblæst kamp, som bød på en fin indsats fra Manchester United, men samtidig sæsonens første europæiske nederlag.

– Jeg synes, spillerne håndterede atmosfæren, og temperamentet var godt, siger Sir Alex Ferguson ifølge manutd.com om kampen.

– Det håndterede det fint. Dele af kampen gik godt, men i området, hvor vi er mest bekymrede – dødbolde – led vi. Det var en konstant bekymring for os, forklarer Ferguson.

Undgik bombardement
Der var godt styr på tropperne, mener Ferguson, som er tilfreds med, at kampen ikke bød på envejstrafik mod Uniteds mål.

– Jeg er tilfreds, og det var en udmærket indsats. I første halvleg havde vi noget godt angrebsspil, og på det tidspunkt var det kun deres spil uden for boksen, der gav os lidt problemer, siger Ferguson.

– Det var en meget intens og god kamp.

Hårdt spil og ekstratid
Der blev gået til stålet i kampen i Tyrkiet, og specielt fra starten af kampen mener Sir Alex Ferguson, at der nemt kunne have været delt et par røde kort ud til hjemmeholdet.

– Jeg synes, de var heldige med at få lov til at beholde to af deres spillere på banen i de første ti minutter. Der var nogle chokerende tacklinger. Men som vi ofte før har set, så slipper man af sted med det, når det sker så tidligt i kampen, forklarer Ferguson, som samtidig undrer sig over, at der kun blev lagt tre minutter til de 90 ordinære. 

– Jeg synes, vi skulle have haft langt mere end de tre minutter. Spillere havde ligget ned i lange perioder, hvilket er forståeligt nok, men det er op til dommeren at kontrollere sådan noget. Jeg synes, der skulle have været lagt langt mere end tre minutter til, siger Sir Alex Ferguson.

Forrige artikel

Ubetydeligt nederlag i Tyrkiet

Næste artikel

Lindegaard: Intet positivt ved endnu et nederlag

ANNONCE