I eftermiddag byder Sir Alex Ferguson og Manchester United velkommen til Arsenal på Old Trafford. Kampen var engang at betegne som det helt store møde mellem to engelske giganter. Det har dog ændret sig en smule.
Holdene har nemlig de seneste år har været adskilt af en ting: Trofæer.
Mens Arsene Wenger og Arsenal ikke har vundet en turnering siden 2005, har Sir Alex Ferguson ført Manchester United til adskillige. Skotten er da også sikker på, at en så lang trofætørke aldrig ville have forekommet hos “De røde djævle.”
“Det ville jeg ikke have tilladt,” siger Fergie ifølge flere engelske medier.
Det er dog ikke noget, han bruger tid på at overveje, fortæller Ferguson:
“Jeg bruger ikke tid på den slags. Arsene fik lov til at gøre, som han ville, og det samme gjorde jeg. Man gør, hvad man synes bedst. Det er også det, Arsene har forsøgt at gøre. Det er en anden måde at være manager på.”
Forud for dagens kamp på Old Trafford har “The Gunners” kun skrabet et enkelt point sammen i to kampe.