De kyniske bookmakere verden over har ikke hvilet på laurbærrene i forhold til at spekulere i, om Sir Alex Ferguson kunne gøre comeback for at rette op på tingene i Manchester United. Oddsene for, at det skulle ske, er således faldet enormt den sidste uge.
Det kommer dog ikke på tale, og den afgående træner tror fortsat fuldt ud på David Moyes.
– Jeg er ikke interesseret i at vende tilbage på managerposten nogen steder, eller hidse mig specielt op over Manchester Uniteds seneste resultater, siger Fergie til den amerikanske Tv-kanal, PBS.
– United er i gode hænder med David Moyes. Han skal nok klare sig, han er en god manager. Hvis man smider penge på, at jeg genindtræder som manager, så kan man lige så godt kyle dem ud ad vinduet. Jeg har taget min beslutning, timingen var perfekt, og der er ingen vej tilbage for mig nu. Jeg har et nyt liv.