David Beckham vender den 10. marts tilbage til Old Trafford for første gang siden 2003, når AC Milan gæster Manchester United i ottendedelsfinalen i Champions League.
Beckham måtte i sin tid forlade United efter at være raget uklar med Sir Alex Ferguson, hvorfor kampen under alle omstændigheder kommer til at stå som noget særligt.
Og mens David Beckham åbent har erkendt, at han ikke er glad for at spille mod Manchester United, da klubben har en stor plads i hans hjerte, insisterer Ferguson på, at han ikke fortryder, at han lod ham sælge.
”Det fortryder jeg ikke. Vi er kommet videre,” lyder det fåmælt fra skotten, der mest af alt bekymrer sig om det massive presseopbud, som verdensstjernen tager med sig.
”Den eneste forskel på Davids (Beckham, red.) hjemkomst sammenlignet med andre spillere er det mediecirkus, der vil følge ham. Vores opgave er at koncentrere os om kampen, og lade Beckham-cirkusset gå sin gang. Vi er klar over, at vi ikke kan stoppe det,” slutter Ferguson ifølge Sky Sports.
Første opgør mellem Manchester United og AC Milan finder sted den 16. februar på San Siro i Milano.