Manchester United har et glimrende udgangspunkt forud for aftenens Europa League-opgør mod Ajax Amsterdam, og lykkedes det at slå hollænderne, skal de møde enten Lokomotiv Moskva eller Athletic Bilbao i ottendedelsfinalerne. Manchester City har allerede booket deres billet, da de smadrede FC Porto sammenlagt 6-2.
Sir Alex Ferguson ved udmærket godt hvem der potentielt er den største trussel mod Europa League-succes, og det er en finale, han gerne så d. 9. maj i Bukarest.
”Manchester City er klart den største konkurrent. Man må være opmærksomme på de hold, som har spillet Champions League. Men dermed ikke sagt, at der ikke er andre hold med en høj standard. Os og City regnede ikke med at være her (Europa League, red.), men nu er vi her, og vi vil begge forsøge at vinde. Det ville være en fantastisk finale, hvis vi begge gik hele vejen,” siger Sir Alex Ferguson til Manchester Evening News.
Manchester United møder i aften Ajax Amsterdam hjemme kl. 21:05 på 3+.