Gary Neville har utallige gange været meldt på vej tilbage til Manchester Uniteds bedste mandskab, men gang på gang er et førsteholdscomeback blevet udsat på grund af drilske følgeskader ovenpå den alvorlige ankelskade, Neville pådorg sig tilbage i marts sidste år.
To reserveholdskampe er det blevet til for Neville siden den 17. marts, da United-kaptajnen måtte lade sig udskifte i 4-1-sejren over Bolton.
Senest figurerede Neville i en halvleg i en reserveholdskamp mod Everton i januar, hvorefter endnu et tilbagefald indtraf.
Trods de mange tilbageslag og skuffelser er Sir Alex Ferguson fortrøstningsfuld i forhold til et snarligt Neville-comeback.
“Gary træner med, ligesom i sidste uge, og vi håber, at der ikke kommer flere tilbagefald, og at han får et problemfrit forløb. Hvis han gør det, er jeg ikke i tvivl om, at han kommer tilbage,” lyder de optimistiske meldinger fra Fergie.