Fletcher taler ud om sygdomshelvede

For første gang fortæller Darren Fletcher om forløbet før, under og efter, han blev diagnosticeret med blødende tyktarmsbetændelse.

I slutningen af 2011 kunne Darren Fletchers krop ikke klare mere. Efter at have holdt sygdommen, ulcerative colitis eller blødende tyktarmsbetændelse, hemmelig for sine holdkammerater i tre år, var tiden inde til at fortælle omverdenen, at han havde brug for en pause. 

Indtil da havde Fletcher været igennem et sandt helvede, der gjorde det sværere og sværere at opretholde en normal livsstil ved siden af karrieren som professionel fodboldspiller i Manchester United. Det hele startede, da han tilbage i 2008 første gang blev diagnosticeret med lidelsen.

– Jeg var ret blasert omkring det. Min egen opfattelse var, at mit spil stadig var på toppen, jeg var stærk og spillede i Premier League. Jeg var uovervindelig, siger Fletcher til The Edinburgh News. 

Men da lidelsen pludselig blussede op, tvang det Fletcher til at infomrere klubbens lægestab og Sir Alex Ferguson. Og trænerlegenden var med til at beskytte Fletcher for omverdenen. 

– Men han var også en rar person, der bekymrede sig om mig og gjorde alt for at hjælpe og beskytte mig, da jeg var syg. Både for mig og min familie. Han gav mig fri, så længe jeg havde brug for det, og sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig om min kontrakt. Han var der hele tiden for mig. Der var tidspunkter, hvor jeg mødte op og så forfærdelig ud, men hvor han sagde, at jeg så rask ud. Han prøvede bare at give mig lidt selvtillid, forklarer Fletcher. 

Nedtonede sygdom

I første omgang blev Fletcher enig med Ferguson om at nedtone lidelsen og beskrive den som en hård virus for omverdenen. 

Medicinen, som den i dag 30-årige skotte var nødsaget til at tage, havde dog nogle ubehagelige sideeffekter. 

– Jeg led af noget, der bliver kaldt måneansigt. Man er tynd over hele kroppen, men dit ansigt bliver meget oppustet. Så var der de dundrende hovedpiner og den konstante trang til at gå på toilettet, siger Fletcher. 

Især sidstnævnte punkt trak spor over i privatlivet. 

– Jeg gik ikke på restauranter, for jeg ville have brug for at gå på toilettet fem-seks gange. Jeg var klar over, at jeg ville kunne blive genkendt, og at folk måske ville undre sig over, at jeg hele tiden gik frem og tilbage, siger Fletcher, der fortæller, at det gav ham dårlig samvittighed over for sin kone, Haley. 

– Jeg blev diagnosticeret kort efter, at vi blev gift. Jeg følte hele tiden, at hun havde giftet sig med en anden person end mig. Men hun brokkede sig aldrig over, at vi ikke tog i byen. 

Bristepunktet

Efter flere år med kroniske mavesmerter, var bristepunktet nået for Fletcher, da kalenderen sagde december 2011. 

Efter lange overvejelser besluttede Fletcher, at han ville tage en pause fra fodbolden, så han kunne få de nødvendige operationer. 

– Jeg fortalte det ikke til alle. Kun nogle af gutterne, som jeg er meget tætte med. Vi sad og spiste et måltid efter en kamp – Wayne Rooney og Rio Ferdinand var der – og jeg vidste, at de ville sige det til resten af drengene. Jeg fortalte bare, at jeg ville tage en pause pga. sygdommen, og de var meget sympatiske og forstående. Det var fantastisk, forklarer Fletcher. 

Darren Fletchers sidste operation var i august sidste år, og i oktober var han tilbage på reserveholdet. I December 2013 gjorde han langt om længe comeback på førsteholdet. 

I sommer blev Fletcher belønnet for lang og tro tjeneste i United, da Louis van Gaal gjorde ham til viceanfører. 

Og selvom sygdommen stadig sidder i baghovedet på landsholdsspilleren, føler han sig i dag rask. 

– Jeg er formentlig en smule anderledes end andre mennesker, men jeg betragter mig som normal. Jeg føler mig ikke syg mere. Det er ikke længere et problem i mit liv. Overhovedet ikke. Jeg tager ud og spiser med min kone, og jeg nyder at stå på sidelinjen og se mine drenge spille fodbold, lyder det fra Fletcher. 

Forrige artikel

Lingard nærmer sig comeback

Næste artikel

Medie: Forsvars-trio kæmper for deres United-karriere

ANNONCE